Posts by: "Anette"

For nogle år siden havde jeg et job, som jeg var særlig glad for.

Opgaven var at hjælpe nogle mennesker på kontanthjælp med at finde en vej ud af det offentlige system. At støtte dem på vejen mod at finde sig selv.

Så det var vigtigt.
Endda så vigtigt, at både jeg og mine ligeså hjertevarme og entusiastiske kolleger kun sjældent fik holdt så meget som en en enkelt ordentlig pause i løbet af en arbejdsdag.

 


Ildsjæle brænder ikke ud…eller?

Ikke at jeg savnede pauserne.
Jeg tænkte ikke over, at pauser kunne være relevante for ildsjæle som mig.
Arbejdet var jo så spændende og jeg var så begejstret, at jeg i løbet af dagen slet ikke mærkede mig selv.

Jeg gik fra den ene dybe, personlige samtale til den næste.
Leverede vedkommende undervisning for en gruppe.
Faciliterede møder med deltagere, som skulle guides til selv at kunne tage ansvar.
Lavede beskrivelser, der skulle bruges til at skabe forandringer i menneskers liv.
Udviklede nye måder at arbejde på – sammen med deltagerne.
Udtænkte “projekter i projektet”, så vi hele tiden var i bevægelse.

Og det virkede.
Deltagerne blomstrede.
Pyh, det var spændende.
Jeg kunne næsten flyve, når en deltager tog et nyt skridt og kom godt videre.

Mens jeg skriver, mærker jeg igen den gejst og iver, som fyldte mine dage.
Det var fantastisk.

 

Ildsjæl for alle andre - Relationer der dræner. TrivselsGuide.dk


Træt – Helt ind i knoglerne

Knap så fantastisk var den manglende ledelsesmæssige opbakning og det pres, der fulgte med altid at skulle legitimere vores metoder eller argumentere for, hvorfor vi ville gøre tingene anderledes.
Så vi fortsat kunne lykkes med at hjælpe så meget, som vi vidste, vi kunne – hvis vi fik lov.
Det sled.

Det sled også at være nærværende, opmærksom, lyttende, empatisk, rummelig og alt det andet, som hører med til at arbejde med mennesker.

Når jeg satte mig i bilen om eftermiddagen for at køre hjem, var jeg træt.
Ikke bare sådan almindelig træt, men fuldstændig udkørt.
Helt ind i knoglerne.
Som om luften var feset helt ud af en farvestrålende ballon, der lige havde været fyldt med luft og livskraft.

Men dagen efter startede jeg forfra igen.

Måske kender du følelsen?

 

Træt - TrivselsGuide.dk


Tegn på stress og følelsesmæssig nedslidning

Min kloge mor ville have kaldt det “at være så træt som et helt alderdomshjem!”
Den slags lammende træthed, som ikke forsvinder efter en god nats søvn, kan være et af tegnene på stress eller følelsesmæssig nedslidning (udbrændthed).

Et andet tegn på følelsesmæssig nedslidning er følelsen af ikke længere at kunne rumme andre mennesker og deres problemer.
Senere lærte en klog kvinde mig, at det kan kaldes “relationskvalme”.
For nogen kammer det over i en form for kynisme, som selvfølgelig er voldsomt uhensigtsmæssig, hvis den går ud over de mennesker, man arbejder med.
Og det gør den næsten altid.

Hvis du er følelsesmæssig slidt, kan du også opleve at komme i tvivl om, hvor god du er til dit job.
Det kan være, at du næsten begynder at “samle på” eksempler, der viser din uformåenhed og overbeviser dig selv om, at du ikke duer, er effektiv eller succesfuld nok .
Hvis du er udmattet og ude af stand til at være i nærværet med børnene/ brugerne/ patienterne, kan det være, du har ret.

Det er bare ikke dig, der er forkert.
Men  derimod dit system, der reagerer helt naturligt på en belastning, som har været alt for stor – alt for længe.

 

At braende uden at braende ud - TrivselsGuide.dk


Du kan undgå at brænde ud

Efterhånden har jeg mødt mange med symptomer, der ligner dem, jeg lige har beskrevet her.
Som ikke har anet, at det, de mærker, er alvorligt.
Ja faktisk hamrende farligt.
Og som bl.a derfor ikke har fået gjort noget for at ændre på det.

Det kan nemlig heldigvis ændres.
Hvis du ved hvordan.

Det er så vigtigt, at vi kender tegnene på stress og hjælper hinanden med at spotte dem – i tide.
Og at vi bliver bedre til at passe på os selv og hinanden, så vi kan blive (ved med at være) de bedste og mest fantastiske udgaver af os selv.

Jeg håber selvfølgelig, at du overhovedet ikke forstår, hvad jeg har skrevet om.
Fordi du ikke kan genkende noget af det.

Men hvis du stadig er her, er det sikkert fordi, du også har prøvet at sidde der i bilen eller bussen.
Som en slatten ballon.
Uden ret meget ild i sjælen…

 

Tak fordi du læste med.
Og tak fordi du måske deler mine ord med andre, som vil ha’ glæde af at gøre det samme.
Anette Christensen
TrivselsGuide

 

PS.
Hvis du gerne vil vide, hvad du selv kan gøre for at undgå “relationskvalme” og stress, er du hjertelig velkommen til mit foredrag: “Ha’ hjertet med på arbejde – Uden at dø af stress”.
Det kan også nemt bookes til arbejdspladser, foreninger ol.

 


Dette er en revideret version af et tidligere indlæg fra marts 2013.


 

Sammentid og alenetid - TrivselsGuide.dkFor nogle år siden gik det op for mig, hvor desperat jeg savnede alenetid.
Altså tid tilbragt udelukkende i mit eget selskab.
Min ældste søn var dengang 19 år, og dage med alenetid i hans levetid kunne for mit vedkommende tælles på to fingre.
Chokerende at få øje på.

 


Alenetids-miraklet skete…

Min søde mand arrangerede fluks en weekendtur med den yngste (dengang 7 år).
Det betød en hel weekend – helt alene hjemme!

Jeg glædede mig så meget, at det føltes helt uartigt.
Og det blev vidunderligt.
Hvad jeg lavede, husker jeg ikke, men følelsen af ro, lykke, uforstyrrethed, balance og glæde står tydeligt for mig endnu.

Siden har jeg haft mange flere af den slags stunder.
Nu ved jeg, hvor vigtige de er for min trivsel.
For mit stress niveau.
For at jeg kan være den mor og kæreste, jeg gerne vil.
Og for at jeg kan være MIG…

Når sammentid og alenetid får tilpas plads, bliver der en bedre balance – både i sindet og i omgivelserne.

 


 

Sammentid og alenetid - TrivselsGuide.dk


Ferie kan også gi’ overstimulering

Det er ikke kun i dit hektiske og lidt for travle eller slidsomme hverdagsliv, at du har brug for alenetid for at undgå overstimulering og stress.

Samvær med mange mennesker, nærvær i mange timer, spændende nye steder med nye indtryk, mindre / anderledes søvn end du plejer, anderledes mad er eksempler på ting, der kan trigge.

Overstimulering kan altså sagtens ske samtidig med at du gør ting, du gerne vil, og er sammen med mennesker, du holder af.

Det betyder, at du nemt kan blive overstimuleret i ferien og dermed måske træt, overvældet, stresset og med “kortere lunte” end du plejer.
Det er ikke godt for nogen, og kan heldigvis som regel undgås eller minimeres.

(Hvis du er særligt sensitiv, er der grund til at være ekstra opmærksom.)

 


Alenetid og ferie - TrivselsGuide.dk


Tre kærlige råd om alenetid

Du skal selvfølgelig selv finde ud af, hvad der virker for dig.
Men måske kan du finde inspiration i, hvad der har været guld for min trivsel:

 

1)
Aftal at I gør ting hver for sig, når I holder ferie.
Tidligere var det vigtigt for mig, at vi gjorde alting sammen, når vi var på ferie.
Men kun sjældent har flere mennesker samme behov på samme tid, så der var tit uenigheder og skænderier om hvad vi skulle, som førte utilfredshed og stress med sig.
Nu ved jeg, hvor vigtigt det er, at have øje for forskellighederne.

Et år boede vi f.eks. tæt på stranden og kunne på skift holde øje med, at gummikajakken ikke drev til havs med sønneke og dele glade strandoplevelser med ham.
Den, der ikke var på stranden, havde alenetid til at læse, lave mad i ro og fred eller lave ingenting.
Senere mødtes vi igen på stranden eller i sommerhuset, og alle var glade.

 

2)
Skab små alene-oaser så snart det er muligt.
Grib chancerne for at være alene – evt. bare i kort tid – med god samvittighed.
Bliv udenfor mens de andre besøger en butik.
Gå en lille tur alene eller sid på terrassen mens de andre gør noget andet.
Vask op alene.
Stå tidligt op, hvis de andre sover længe, og nyd en stille morgen.
Bliv oppe en halv time længere end de andre, og giv plads til DIG.
Tillad dig selv at holde (nogle af) dine pauser på jobbet alene.

 

3)
Hvis det ikke er muligt at være fysisk alene.
Gør det “lovligt” på ferien at fordybe sig i en bog, et blad eller måske et spil på tlf / pc.
Find ørepropper frem og vend ryggen til de andre.
Forestil dig (visualiser) at du har en søjle af lys hele vejen omkring din krop. Intet kan gennemtrænge lys”panseret” medmindre du giver lov.

Lær børnene, at det er en god ide.
Da min yngste skulle vænne sig til at være på spejderlejr, var det svært for ham at finde den nødvendige alenetid.
Vi aftalte med lederne, at de hjalp ham med at huske at “trække sig” mentalt ind imellem, og det virkede godt for ham!

 


Alenetid på Syros - TrivselsGuide.dk


Alenetid for dig?

Hvordan har du det med sammentid og alenetid?

Har du gode / mindre gode erfaringer med alene-tid?
Vil du dele dine bedste råd?

Og del endelig indlægget med andre, hvis du ku’ li’, hvad du læste.

 

Rigtig god alenetid,
Anette Christensen
TrivselsGuide

 


PS.

Har du brug for sparring for at finde din balance?
Husk at du altid kan booke en gratis introsamtale med mig, så du kan fornemme, om jeg er den rette sparringspartner for dig.

 


(Dette er en revideret genudgivelse af et tidligere (og stadig toprelevant) indlæg fra 2013.)

Øjeblikke - TrivselsGuideEn uge i oktober. Solfaktor 30 og ternede badebukser, str. 11. Min yngste søn og jeg på Santorini. Vidunderligt.
(Trængte pludselig sådan til at tænke på noget andet end december. Håber du vil tænke med?)

På denne tur var vi bare to. To som begge trængte til at geare ned uden stress, finde ro og nyde at være til, være sammen.
For mig handler ro om at mærke mig selv. Helt stille i fuldstændigt nærvær…

Hvordan kan man det med en glad og nyhedssøgende 11-årig som rejsefælle?
Ja, det kan man heller ikke altid.
Men jeg var ekstremt opmærksom på at finde de små oaser med mulighed for fokuseret ro. At finde rammer, hvor han kunne være rolig med mig. (Det har 11 årige krudtugler også brug for) Eller rammer, hvor han kunne udforske, opleve, føle sig stor og selvstændig – uden fare. (For ellers kunne jeg jo heller ikke være rolig.)
Klippe-knolde-samlinger i vandet (i passende afstand fra stranden til at udfordre ham og berolige mig) og snorkel og dykkerbriller.
En rolig stund ved poolen, hvor han gik en tur alene i den lille by for at købe en souvenir til bedstevennen.
Og stjernestunden – en af de mange jeg tager med mig hjem som et ekstra kært minde:

Stjernestund med solnedgang

Vi sad på en trappe i den smukkeste by jeg nogensinde har set. På første parket ventede vi på en fuldstændig fantastisk solnedgang over havet. Der var en heftig, forventningsfuld summen fra hundredvis af turister med kameraer i skudklar stilling, og en helt fantastisk stemning.
Ro? Ja, på en helt særlig måde. Ro indeni. Her sad vi, og skulle ikke andet den næste time, måske mere. Sønneke blev en smule rastløs og gik et par ture “ud og hjem igen”. Accepterede uden tøven, at det her var godt og rigtigt.
Senere, en kæmpe solnedgang-sammen-med-næsten-en-million-andre-turister-oplevelse rigere, udbrød han: “Det her er den bedste ferie, vi nogensinde har haft!”
At den replik sikkert var hjulpet en anelse på vej af en lækker pizza og en kæmpe chokolademilkshake, slår ikke skår i noget for mig. Velvidende, at den er hørt før og sikkert også lyder næste gang, vi tar afsted , er jeg sikker på den kom fra hjertet.

Biblioteker i hovedet

De små øjeblikke af lykke – og de lidt længere stjernestunder – samler jeg i mit indre bibliotek. På fine hylder ligger de.
Når jeg har brug for at genkalde mig følelsen, de knytter sig til, kan jeg hente dem frem igen.
De kan gi’ mig varme, mod, forståelse, ro – og de der helt særlige dryp af glæde, som letter tristhed og giver min trivsel et løft.

Dagen efter sad vi i solen på stranden og fandt mikro-sneglehuse i gruset. Det var med at udnytte snorklepauserne til gode snakke, og jeg bragte vores solnedgangstur på bane. Da jeg beskrev mit indre bibliotek med en lykkehylde, en ro-hylde osv. og fortalte om, hvordan jeg lægger øjeblikke på lager der, sagde sønneke med (kærligt) eftertryk: “Du er altså ikke helt normal, mor! Jeg kender ingen andre forældre, der har biblioteker inde i hovedet…”

Få sekunder senere sad han langt ude i vandet på en klippeknold og nynnede, mens hans hvide hår lyste i solen. Og forærede mig endnu et dryp af glæde. Til mit bibliotek…

Kærligst
Anette
TrivselsGuide

 

PS. Hvis du også har biblioteker inde i hovedet – eller overvejer at få det – så skriv mig en lille kommentar. Vi ku’ jo starte en klub…

Ku’ du bruge mine ord? Så kan andre måske også. Del endelig så meget du har lyst til.

Vil du ha’ et hint, når jeg har noget nyt på hjerte? Så kan du følge med her

Før tanken løber tør. Om hvorfor det er vigtigt at fylde din ressourcetank op“Tillykke” tænker jeg, hver gang jeg hører nogen fortælle, hvor dejligt det er at arbejde med mennesker. Og bli’r oprigtigt glad.
For det er jo så hamrende vigtigt, at alle, der overhovedet overvejer at arbejde med mennesker, brænder for det og trives med det.

En lillebitte alarmklokke begynder at bimle, hvis fortællingen udvikler sig til en uforbeholden lovprisning af , hvor skønt det er at kunne hjælpe og gi’ noget til andre.
I hvert fald hvis jeg slet ikke hører antydningen af, at der også kommer noget den anden vej. Eller i det mindste spotter en opmærksomhed på, at der hele tiden skal være noget at gi’ af.
Så bli’r jeg bekymret for, om “missionen” vil ende i stress eller psykisk nedslidning.

Den indre ressourcetank

Fuldstændig ligesom en bil har vi brug for brændstof. Som i menneske-sammenhæng er ressourcer og energi.
Belastninger og udfordringer i vores hverdag storforbruger af den energi og de ressourcer vi har, og derfor skal vi hele tiden fylde nyt på vores indre ressourcetank. Ellers løber den tør, og vi bliver stressede eller nedslidte. Det handler om balance. Fuldstændig som en gammeldags vægt med lodder på vægtskålene.

Måske kender du det. (Jeg gør…)

Du står med et ufattelig vigtigt projekt. En vildt sårbar ung. En gruppe udsatte børn, en indsats som bare skal lykkes…
Ildsjælen er i flammer for at gøre en positiv forskel for nogen, som virkelig har brug for det. Krævende, hårdt, spændende, nødvendigt.

Samtidig er der måske kolleger, der har en anden holdning, kører på frihjul eller er negative. Og en ledelse, der er presset af budgetter og politikker på området eller bare ikke er ledelsesopgaven voksen.

Og så har jeg slet ikke nævnt alt det andet. Den runde fødselsdag, som skal arrangeres. Knæskaden, der gør ondt. Parforholdet, der giver natlige spekulationer. Barnet derhjemme, som ikke trives. Den dårlige samvittighed over ikke at være nok for nogen. Skrammerne fra barndommen, som de fleste har ondt i – lidt eller meget. Eller alt det andet.

Fyld det rigtige på tanken

Jeg ville ønske, at jeg kunne gi’ dig opskriften på en altid fyldt tank. Men sådan er virkeligheden ikke. Alle mennesker er forskellige, og derfor er det også helt forskelligt hvad der stresser os og hvad der gi’r os ressourcer og energi. Derfor kan du aldrig være sikker på, at de gode “ekspert-råd”, som du sikkert er stødt på, vil virke for dig. Du må derfor selv – evt. med støtte fra andre – finde DIN EGEN OPSKRIFT.

Det gør du bedst ved at sætte dig ned et roligt sted og mærke efter. Tænke og mærke. Og skrive ned:
Hvad giver dig energi / ressourcer? Hvilke mennesker gør det samme? Hvad har du brug for, for at føle dig glad, rolig, energifyldt og i balance?
Hvad dræner dig? Hvem dræner dig? Du skal omkring både dit arbejdsliv (eller det, du bruger dine dage på), dit familie-/ privatliv, fritiden og andre livsområder, som har betydning for dig. Småt og stort.
Når du går i gang med at undersøge og mærke efter, hvad der skal puttes i din ressourcetank, kan du måske bruge et hjælpeark at styre efter. Hent ark med Ressourcetanken ved at klikke her.
Det er ikke et arbejde du bliver færdig med på en gang. Du kan med fordel vende tilbage til det hver gang du kommer i tanker om noget mere. Så vil du efterhånden ha’ et helt katalog over, hvad du helst skal undgå, og hvad du gerne skal have mere af for at trives og undgå stress.

Oaser og god mad

Når min ressourcetank er ved at løbe tør, har jeg brug for flere pauser i mit arbejde eller mere alene-tid derhjemme. Så trænger jeg til at blive forkælet med lækker mad (som gerne må være sundt).  Der er sikkert nogle bekymringer, som jeg skal ha’ snakket med nogen om, og måske nogle aftaler jeg skal sige nej tak til.
Hvis der er for svære udfordringer i mit arbejdsliv, er det helt sikkert, at jeg bli’r påvirket af det. Måske kan jeg ikke ændre situationen, men jeg kan arbejde med den måde, jeg tænker om den på. Og jeg kan være mere selvkærlig, gøre ting, der er rare for mig, så jeg kommer mere i balance. På den måde sørger jeg for at fylde mere på tanken, samtidig med at der bruges mere energi. Det gi’r god mening, ikke? Men det er sikkert noget andet, der virker for dig…?

Hvad så mere…?

I de kommende indlæg her på bloggen vil jeg komme med en række ideer til, hvordan du helt konkret kan arbejde med at holde tanken fyldt op, så du ikke mister balancen. Eller så du finder den igen.
Nogle gange med udgangspunkt i mit eget liv. Næste gang afslører jeg f.eks. at jeg ikke er helt normal. Men det har du måske allerede fundet ud af…

Hvis du kender nogen, som vil ha’glæde af at læse med, må du selvfølgelig meget gerne dele på de sociale medier, og hvor du ellers kommer forbi.

Kærligst
Anette
TrivselsGuide

 

 

Travlhed giver ikke stress - TrivselsGuide.dkNår du arbejder med mennesker, har du selvfølgelig travlt med at være professionel og udføre de konkrete opgaver, der knytter sig til dit fag.
At undervise, udføre pleje, gøre rent, tage på ture med børn, sørge for mad, sætte hår, holde samtaler, lave arbejdsplaner.

Eller det, som er opgaven der, hvor du er.

Hvis sværhedsgraden i den slags opgaver passer til dine kompetencer og kvalifikationer, vil de sikkert ikke virke stressende i sig selv.

Selvom du har travlt og bliver træt.

Hvis du har væsentlig flere opgaver end tiden rækker til, er der grund til ekstra opmærksomhed.
Og grund til at få kigget på det sammen med ledelsen.

Det samme gælder, hvis det fysiske arbejdsmiljø er belastende.
Og det psykiske.
Her kan ligge masser af brikker til dit stress-puslespil.

Dertil kommer alle de andre ting, der kan stresse de fleste – uanset erhverv.

 


Stressorer for mennesker der arbejder med mennesker

Udover alt dette skal du som “menneske-arbejder” også cope med nogle helt specifikke belastninger, som ikke er for tøsedrenge.
Og som ikke nødvendigvis har noget med travlhed at gøre.

Den største og hårdeste (og mest spændende) opgave er for de fleste af os at skabe, vedligeholde og udvikle relationer. Og være nærværende i dem.

 

Foredrag: Ha' hjertet med på arbejde - Uden at dø af stress. TrivselsGuide.dk

Det, der slider er:

  • Langvarigt nærvær

    Selv erfarne professionelle slides af nærvær.
    Psykolog Ole Schouenborg siger, at f.eks. pædagoger maximalt kan være nærværende i forhold til børnene 3 timer om dagen.
    Og selvom vi “bare” er på standby og har “radaren tændt” bruger vi enorme mængder mental energi på at fornemme og følge med i, hvad der sker omkring os.
    (Især hvis vi er særligt sensitive)

 

  • Følelsesmæssig dissonans

    Vi viser de følelser, som er hensigtsmæssige, selvom vi i nogle situationer føler noget andet.
    Hvis vi har mest lyst til at råbe vredt efter en borger / et barn, gør vi det ikke.
    I stedet lægger vi bånd på vreden og frustrationen og viser en behersket udgave af os selv.
    Hvis vi ikke bryder os om en klient, kan vi ikke vise det, fordi vi ved, at han har brug for at føle sig positivt mødt.

 

  • At rumme traumer

    Vi møder tragiske skæbner og voldsomme historier.
    Og selvom vi ihærdigt prøver at holde dem “udenfor” os selv, sker det alligevel for de fleste, at nogle kommer lidt for meget “ind under huden”. Vi kommer til at svinge mellem at give omsorg og holde afstand, og det er hårdt. Og den viden vi får om tragedier og traumer kan flytte på vores egen personlige oplevelse af sikkerhed og tryghed i verden.

 

  • Ikke at kunne hjælpe (nok)

    Når vi har et stort hjerte, vil vi gerne redde mennesker, der har det svært, og hjælpe dem til et bedre liv.
    Når det ikke lader sig gøre, kommer vi let til at føle, at vi ikke slår til.
    At vi ikke lykkes.

 

Introvert? TrivselsGuide.dk

 


Hvorfor skal jeg vide det?

Sådan tænker du måske.

Det skal du, fordi bevidstheden om, hvad der dræner din energi og gør dig stresset, er det første vigtige skridt til bedre trivsel.

Hvis du ikke ved, hvad du er oppe imod, kan du ikke gøre noget ved det.

Og når du for alvor forstår, at der er gode grunde til at føle dig drænet og stresset, forfalder du ikke så let til at tænke, at det bare er dig, der er slatten og ikke dygtig nok.

Det har i høj grad betydning for din trivsel.

 


Selvfølgelig slutter historien ikke her

Den fortsætter i senere blogindlæg, hvor du får nogle af mine bud på, hvordan du kan passe på dig selv, så du undgår stress.
Selvom de indbyggede belastninger er store for mennesker der arbejder med mennesker.

 

Historien fortsætter også i mit foredrag:

 “Ha’ hjertet med på arbejde – Uden at dø af stress” 

og på kurset:

“Ildsjæl for alle andre? Relationer der dræner”

 

Begge kan bookes.

Ofte har jeg også åbne arrangementer i kalenderen.

 

De bedste hilsner,

Anette Christensen
TrivselsGuide

 

Ps. Hvis du synes indlægget var værd at læse, kan andre måske også få glæde af det. Del det endelig, hvis du har lyst.
Og skriv meget gerne en kommentar herunder.

Min (indre) chef er et monster...!Jo, jo. Jeg ved det godt. Det er ikke muligt at være perfekt i alt. Eller nå alt til tiden hele tiden. Eller leve op til for store forventninger.

Men perfektionisten indeni har det rigtig godt gammeldags træls med det.
Selvom jeg selvfølgelig forlængst har besluttet, at det skal være slut med den slags tyranni.

Mine blog-læsere overlever ganske fint selvom jeg ikke leverer nye, fantastiske guldkorn hver 14. dag, som jeg i et anfald af overmod har lovet.
Deltagerne i min workshop opdager måske ikke engang, at den fjerde side i materialet kunne have været mere præcist formuleret, eller at jeg laver en fejl.

Men jeg er alligevel ikke selv helt tilfreds. Selvom jeg er min egen chef. Og selv bestemmer, hvornår nok er nok.

Genkender du noget?

 

Feriepanik og stress

Lige før ferieperioden er det højsæson for stress og dårlig samvittighed. For kuldsejlet perfektionisme, som ihærdigt forsøger at hægte sig fast og råber til dig, at det ganske simpelt ikke er godt nok. At DU simpelthen ikke er god nok, hvis du ikke når… fuldfører… leverer…inden du går på ferie.

Det kan være, at du har en leder, som “lægger i kakkelovnen” til dig. Stopfodrer dig med opgaver, projekter og uforudsete ting, der liiiige skal nås inden du holder fri. Eller nærer en kultur, der presser alle over evne – med ambitiøse mål og utilstrækkelige ressourcer.

Men det mest sandsynlige er, at du selv er med til at bære brændet til bålet, og stikke ild i det hele.
Fordi du gerne vil gøre dit bedste og hjælpe de mennesker, hvis liv eller velbefindende, du har et ansvar for. Eller fordi du ikke vil risikere kritik fra de andre. Eller fordi du bare elsker, når du er i mål, og alt er nået.

Perfektionister ved hvordan tingene skal være, for at de er i orden. Ofte ved vi også godt, at vi stiller for store krav til os selv. Sandsynligvis har vi ikke helt så høje forventninger til andre, og kan sagtens se, når andre perfektionister overdriver.

Når vi mærker symptomer på stress, har vi mange (bort)forklaringer.
“Når jeg bare lige er færdig med den her opgave, kommer der ro på igen”. “Det er ikke så slemt, jeg skal bare lige ha’ et par nætters ordentlig søvn, så er jeg klar igen”. “Jeg har jo selv valgt det, og så længe jeg synes det er sjovt, bliver jeg jo ikke rigtig stresset”. “Der er jo ikke noget at gøre ved det…”

Hvis vi altså overhovedet mærker noget.

Det er farligt. For når vi ignorerer eller bortforklarer det, vi mærker, så ændrer vi ingenting. Og bliver mere og mere stressede.

 

Pyt og planer

Det kan ændres!
Ikke med et quick-fix, som tryller perfektionismen væk eller fjerner krav og stress.

Derimod med et langt træk, som stille og roligt bringer os væk fra den hæsblæsende higen efter det perfekte eller flugten fra kritik og kaos.
Den indre chef skal i gang med at give slip, slappe af og være selvkærlig. Væk med monstermasken, pisken og tommelskruerne!

Det starter med en beslutning om at sige PYT.
Ja, pyt. Det lille bitte ord, som vi gerne må øve os i at elske at bruge meget mere.

Og planlægning. (Tænk, at rodehovedet her kan få sig selv til at skrive det!)
Mange perfektionister er gode til planlægning. Men denne slags planlægning handler om at planlægge at udskyde noget og vente med at gøre det. Med god samvittighed, forstås.
Hvilke ting kan vente til efter ferien? Hvilke ting kan jeg få en anden til at gøre? Hvilke ting kan gøres enklere og nemmere eller helt springes over? Uden at nogen kommer alvorligt til skade. Med garanti flere ting, and du først tror.

Jeg har gode erfaringer med at lave lister.
Så snart jeg har skrevet en opgave på listen med det, der kan udskydes, fylder den væsentlig mindre i mit hoved. Og før jeg ser mig om, er “her-og-nu-listen” blevet så kort, at den er til at leve med.

Når “efter-ferie-listen” er lavet, noget er uddelegeret og andet er “pyt-frasorteret”, gælder det om at skabe plads i kalenderen, så det bliver realistisk muligt at få tingene gjort. Både nu og senere. Det føles godt.

Og så er det tid til afslapning, nydelse, genopladning af batterier, masser af grin og kærlighed.
Trivsel i højeste potens.

Ferien kan bare komme an!

Rigtig god sommer til dig.

 

Kærligst

Anette

 

PS. Kender du (andre) perfektionister? Så send endelig mine ord i deres retning, og mind dem om værdien af at sige “pyt”…

 

Restitution

Energi, 100 % fokus, selvforglemmelse. Ildsjælen flammer og alt er godt.
Sådan er det de gange hvor det går godt.
De gange, hvor deltagerne tager fra, er med, forstår mit budskab og byder ind.

Andre gange sveder jeg.
Knokler for at nå de ører og sjæle, som (måske tvangsindlagte) er til stede. Og nok hellere ville være et andet sted. Trækker småpanikslagen på års erfaring. Søger efter små flige af motivation og signaler om samarbejde.

Somme tider lykkes det. Somme tider ikke.

 

Jeg elsker at undervise. Elsker at få mulighed for at tænde deltagerne og bringe deres bedste sider i spil.
Uanset om det er svært eller ej. Selvfølgelig mest når det går strygende og energien er høj.
(I al hemmelighed ønsker jeg også af og til deltagerne hen, hvor der er meget varmt, og det ikke er en ildsjæl, der gør det hedt. Men sådan er det vist bare, ikke?)

Og bagefter er jeg flad.
Mast.
Glad og træt.
Balancen er rykket.
Energikontoen lyser i røde tal.
Sådan kan overstimulering opleves.

Det kender du sikkert, hvis du arbejder med mennesker.

Når vi agerer i feltet mellem mennesker, trækker vi hårde veksler på vores overskud.
Fordi det er så intenst krævende at være nærværende og rumme det, som relationsarbejde sætter i gang.
At fornemme, registrere, være empatisk og møde den anden.
Vi kan ikke bare slippe det undervejs og lade det falde.
Holde pause, når der er noget vigtigt i spil.
Hvis vi vil lykkes.
Og det vil vi jo gerne.

 


Er du særligt sensitiv?

Hvis du synes, at du har tendens til hurtigere at blive “fyldt op” og føle dig flad end dine kolleger, kan det være, at du er særligt sensitiv.
Sandsynligheden er også stor for, at du genkender det hos andre i din omgangskreds.

Ifølge psykologen Elaine Aron har ca. 20 % af befolkningen et særligt sensitivt træk, som netop gør, at vi har en større modtagelighed for følelsesmæssig påvirkning (og måske for lyde, lys, lugte og andre påvirkninger) end andre.
Det er ikke en sygdom eller en diagnose, men bare et særligt karaktertræk, som er medfødt.
Læs mere om særlig sensitivitet her.

Af erfaring ved jeg, at det er en gave at være ekstra sensitiv. Men kun hvis du bruger det positivt, og lærer at passe på dig selv.

 


Her får du 3 råd, som hjælper dig med at minimere overstimulering

 

1) Lær din sensitivitet at kende.
Ingen sensitive er ens. Find ud af hvad der især påvirker dig.
Bliver du let overvældet af mange indtryk eller mange mennesker?
Påvirkes du voldsomt af stemninger og andres følelser?
Forstyrres du af støj? Lugte? Tøj, der sidder forkert?
Hvornår bliver netop du overbelastet?

2) Respekter dine grænser.
Øv dig i at kommunikere om dit behov for at sige fra, trække dig, få frisk luft, skrue ned for musikken etc.
Du kan være generet af noget, som andre ikke reagerer på, og derfor kan de ikke altid automatisk forstå dig.
Du undgår at føle dig såret eller skuffet, hvis du accepterer den manglende “automatiske” forståelse.
Hvis du får forklaret dig, vil du selv opleve mere ro indeni, og det bliver nemmere for dig at undgå overbelastning.

3) Bliv opmærksom på dine egne reaktioner, når du er overbelastet / overvældet.
Find ud af, hvordan du kan forebygge, at du bliver overstimuleret.
Øv dig i at håndtere overstimulering (du undgår ikke at komme i situationer, hvor det sker).
Og lær hvordan du bagefter kan genfinde ro og balance, så du hurtigere bliver klar igen.

 


Absolut intet træls

Når jeg bliver overbelastet (f.eks. efter dage med meget undervisning), sørger jeg for at finde tid til at lave absolut ingenting, som er træls.
Listen over u-trælse, energigivende, trivselsoptimerende og livsnydende – helt vildt betydningsfulde – trivsels-ideer er monsterlang:

Tulle rundt og nippe lidt i haven.
Trykke på knappen på robotstøvsugeren (en af de bedste investeringer, jeg har gjort) og nyde at den arbejder for mig.
Drikke yndlingste af min dejligste kop.
Sove længe og spise morgenmad hele formiddagen.
Læse højt for min yngste og kramme ham, så han bliver helt slidt.
Bage kager til de to ældste, som er flyttet hjemmefra, og tit kommer forbi.
Snakke dybt eller let med min mand og huske, at vi stadig er kærester.
“Gemme mig” i hængekøjen eller finde alene-tid på anden vis.
Skrive tanker ned.
Eller noget helt andet.

Det virker for mig.
Hvad virker for dig?

 

Kærligst

Anette Christensen

Ps. Hvis du kan bruge dette til noget, kan andre måske også. Del endelig rundt omkring…

funaFørst troede jeg afgjort det var en joke.
Tanken om en opslugt, hastigt læsende pædagog siddende på toilettet var så virkelighedsfjern i mit univers, at det ikke kunne være alvor.

Men det var skinbarlige realiteter, hun fortalte om. Pædagogen, hvis ambitiøse leder vist havde fået et par Lean-inspirerede ideer på tværs i halsen.

 

 

Tøndelitteratur og sandwichpauser-i-farten

I bekvem læseafstand på væggen ved personaletoilettet i daginstitutionen hængte lederen vigtige breve og faglige artikler, som pædagogerne som pædagogerne forventedes at krydre “pausen” på tønden med. Ingen spildtid her!

Samme leder havde indført, at pædagoger, der holdt forældresamtaler eller møder i løbet af dagen pr. automatik droppede frokostpausen.

Nu håber jeg ikke, at nogen får ballade over at ha’ sladret, for det er altså et meget virkeligt eksempel, det her. Men det tror jeg faktisk heller ikke.

Desværre gætter jeg på, at du også har hørt om den slags eksempler, og måske endda kan bidrage med eksempler fra din egen daglige verden, der er ligeså groteske?
Jeg har i hvert fald mødt masser af arbejdspladser, hvor pauser ikke er rigtige pauser. Eller hvor der slet ikke opereres med begrebet pauser, fordi det opleves som spild af tid, eller fordi der simpelthen ikke ER tid til den slags.

For et par år siden læste jeg om en undersøgelse, der viste, at hver tredje dansker ikke holdt andet end en-hurtig-sandwich-i-farten-pause i løbet af en arbejdsdag, og jeg tror ikke, det er blevet ret meget bedre siden.

Det er noget skidt. Vi har nemlig brug for at slippe arbejdet og tænke på noget helt andet – eller ingenting – i løbet af dagen. Mentale pauser alene eller sociale åndehuller, hvor vi snakker med kollegerne om alt muligt, der ikke har med arbejdet at gøre.

Om vi har brug for det ene eller det andet afhænger bl.a. af hvilken persontype, vi er. (Det kan du læse mere om, hvis du henter de ideer til bedre pauser, som jeg fortæller om længere nede…)

 

Pauser er guld fordi:

  • Du får mere overskud til at organisere arbejdet og løse opgaverne
  • Overblikket vokser, når du træder et skridt tilbage og slipper arbejdet – for så at tage fat på det igen
  • Du når mere, fordi det hele falder lidt lettere
  • Ideer opstår, når tankerne sættes fri – kreativiteten vokser
  • Du forebygger stress. Pauserne får dit system til at falde til ro – hvis du altså bruger dem rigtigt.

 

Nå ja, den der kaffe…

Adskillige vittigheder og hånlige bemærkninger er efterhånden fløjet rundt i luften, om al den kaffe, som pædagoger (og lærere og andre, som er havnet i søgelyset) drikker, mens de “bare står på legepladsen og snakker”.

Det er efterhånden veldokumenteret, at mennesker, som arbejder med mennesker, har tendens til at blive overbelastet, bl.a. af kontakten og nærværet med børn, brugere eller klienter.
Derfor er det en eminent, stress-minimerende og sundhedsfremmende diciplin at holde en pause. Uden at være “på”.
Og at pædagoger kan holde lidt pause på legepladsen SAMTIDIG med at de er tilgængelige, hvis noget brænder på. Ja, det kan både børn, forældre, ledere og andre vist kun være ovenud tilfredse med.  

Så må det til gengæld være lovligt at trække stikket ud mens man sidder på tønden. Syn’s jeg altså.

 

Vil du ha’ gode ideer?

Jeg har en hel håndfuld gode ideer til, hvordan du får det bedste ud af dine pauser.
Dem kan du få lige her. Oveni får du også en gratis inspirationsmail når jeg har noget på hjerte. Eller… når jeg både har noget på hjerte og tid til at få det skrevet ned i en mail.

Hvis du allerede er på min mailliste, får du ideerne i den mail, som er lige på trapperne… Værs’go’.

Hvis du kender andre, som vil ha’ gavn at at kigge nærmere på pausekulturen – eller følge med her på min blog, så del endelig til højre og venstre!

 

Kærligst

Anette

 

Bestemmer du selv, hvornår du arbejder?

Bestemmer du selv hvornår du arbejder?

23.57 – blinker tallene nederst på skærmen, og fortæller at det for længst er tid til at klappe låget i. På computeren og også det mentale låg. Godnat!

Nu er det igen lykkedes mig at se stort på alle gode (og rigtige) råd om at sørge for at sove nok og helst fra for nogle timer siden.
Men der var altså lige noget arbejde, der var vigtigt. Og så må jeg sove lidt mere i morgen.

Sådan går det tit når jeg har travlt. Det kender du måske.

Flere og flere af os får efterhånden mulighed for at arbejde fleksibelt, og lægge arbejdstimerne der, hvor det er mest hensigtsmæssigt for os, både hvad tid og sted angår. Også mennesker som arbejder med mennesker – og ikke mindst lederne.
Dette “grænseløse arbejde” er ofte genstand for debat i medierne.
Senest i forbindelse med lockouten af lærerne, hvor det bl.a. har handlet om, hvorvidt lærerne skal være fysisk tilstede på solen  37 timer om ugen eller fortsat have mulighed for selv at planlægge, hvor og hvornår de arbejder.

Uden at kaste mig ud i en diskussion om denne mildest talt varme kartoffel, undrer jeg mig over, hvor lidt spalteplads lærernes trivsel har fået i lige præcis denne debat. De topper i forvejen i flere stress-statistikker.
For netop det grænseløse arbejde har i andre sammenhænge kastet stressforskere ud i blodige, højrystede kampe mod hinanden. De fleste er nok enige om, at det har betydning, om vi selv kan bestemme. Men her stopper det så! For er betydningen positiv eller negativ for stressbalancen? Det er der delte meninger om.

Er det godt, når vi selv kan planlægge hvornår og hvor vi arbejder? 
Eller betyder det, at vi kommer til at arbejde for meget, forkert eller for hårdt?

Set fra min vinkel er det forskelligt, hvad vi har brug for, fordi vi ser og oplever virkeligheden så forskelligt.

For nogen er det guld værd, at kunne arbejde i hjemlige omgivelser, uden forstyrrelser, med et tæppe om benene eller i nattøj og besvare mails, forberede næste dags møder / undervisning, tænke en samtale igennem, osv.. Så går det nemmere at samle tankerne, og nervesystemet kan (gen)finde sin balance.
Hvis du er særligt sensitiv, nikker du sikkert genkendende til det scenarie.
Det kan også betyde alverden, hvis du har små børn, at kunne arbejde med god samvittighed om aftenen efter deres sengetid. Måske er det netop den mulighed, der gør, at du lykkes og trives med et krævende fuldtidsjob?

For andre er det ren gift. 
Hvis du har den mindste tendens til perfektionisme (hvilket i øvrigt også mange særligt sensitive har), kommer du nemt til at øge din reelle arbejdstid til alt for mange timer om ugen, når du har muligheden for at arbejde hjemme / andre steder.
Fordi du altid liiige kan gøre det lidt bedre.
Eller fordi du må være helt sikker på, at du har styr på detaljerne.
Hvis du er bare en smule over gennemsnitligt ambitiøs og engageret, har du grund til at være opmærksom. Og det er de fleste, som arbejder med mennesker, ikke? (“Men det er jo vigtigt, at jeg når det. For børnene / brugerne / medarbejderne /??…”) 

For dig vil det måske være befriende, at få din arbejdstid lagt i mere faste rammer.

For nogen er begge dele genkendeligt. Jeg elsker selv min mulighed for at arbejde på mærkelige tidspunkter og somme tider forskellige steder. Nyder at dagene ikke er ens. På den anden side tør jeg i perioder ikke tælle, hvor mange timer jeg arbejder. Og selvom jeg (som regel) elsker det, jeg gør, kan jeg godt mærke, at jeg ikke er lavet af jern. Stresslamperne begynder at blinke, og jeg må skifte gear.

Der er altså ikke ret meget i verden, der kun er sort eller hvidt. Så det gælder om, at vi sammen skaber mulighed for forskelligheder.

Det, du selv kan gøre, er at være superfuldtidsopmærksom på, hvad der er godt for dig.
Nyd, når virkelighed og behov passer sammen.
Og sørg for at reagere, hvis du opdager, at der er noget, som du ikke trives med.

Altså – reagere, som i “ok, så må jeg ta’ mig selv alvorligt, og lave noget om i min hverdag”.
Selvom det kan være bøvlet og svært. For du fortjener det.

Kærligst
Anette

 

PS. Del meget gerne dele med andre, som du tror, kan ha’ glæde af at læse med.

 

Hjerte

Hurra for at ha’ hjertet med på arbejde

Indrømmet. Engang imellem kommer jeg i tvivl. Om jeg er rigtig velforvaret.

Ikke fordi jeg har et stort hjerte og et håb om en bedre verden. For det er da ok.

Heller ikke fordi jeg med efterhånden mange års erfaring blandt mennesker som arbejder med mennesker er blevet pænt god til at skabe gode rammer for det gode møde med andre, der har brug for inspiration eller støtte (altså ikke den slags møder, hvor en dagsorden håndhæves af en mødeleder for at nå igennem punkterne til tiden, men mødet mellem mennesker, som finder en sælsom, næsten magisk kontakt og skaber en forbindelse, som gør godt).

Nej, jeg kommer i tvivl, fordi jeg ved at arbejde med mennesker – sammen med alle I andre – placerer mig gennemført præcist i farezonen, hvor jeg hele tiden må balancere hårfint på grænsen mellem trivsel og stress.

Fordi jeg kun lykkes med mit arbejde, når jeg er personlig og bruger min empati, mit nærvær og mit hjerte. Og fordi det lige præcis er noget af det, der slider, tapper og stjæler min energi, hvis jeg ikke passer usandsynlig gevaldigt på. Siger flere undersøgelser og statistikker.

Men hvorfor så udsætte sig selv for det? Hvad er det dog, der gør, at så mange hjertevarme, ildsjælsprægede og knalddygtige mennesker som arbejder med mennesker – SOSU-folk, pædagoger, lærere, sygeplejersker, ergoterapeuter, socialrådgivere, mentorer og andre med daglig menneske-kontakt – kæmper og knokler utrætteligt for andre? Og risikerer liv og helbred for det?
Tja…

 

Det giver jo mening…
… at gøre noget for andre. Når indsatsen giver os en oplevelse af, at vi gør en betydende forskel for det menneske, hvis liv eller lykke vi holder i vores hånd, føler vi os til gavn. Måske efterhånden en halvslidt floskel, men ikke desto mindre ofte den grund, der nævnes først, når nogen spø’r. Florence Nightingale følte arbejdet som et kald, og vi trasker afsted i hendes fodspor i en 2013-version, som dog nok er moderniseret en kende. Men de store hjerter florerer i bedste velgående. (Jeg kender i hvert fald mindst et par stykker…)

Gamle sår heles…
… i takt med at vi møder mennesker, med kvababbelser, der minder om dem, vi selv har bøvlet med eller kender fra vores eget liv. De sår, som har været smertelige for os selv, har givet os en ballast, som vi gerne vil berige andre med. Hjælperen, som selv har haft et misbrug, ved f.eks. præcist hvad den aktive misbruger gennemlever, og kan i sit vellykkede hjælpearbejde finde en form for værdi og ro, som virker helende. I bedste fald. Der er masser af faldgruber for den hjælper, som ikke er tilstrækkelig afklaret omkring sin egen fortid og egen sårbarhed.

Vi udvikler os selv…
… når vi lærer, hvad der udvikler og forandrer andre. Hele processen, der forvandler den nye og uprøvede i faget til en garvet, velkvalificeret professionel, er i bedste fald en personlig udviklings-tour de force, som resulterer i større indsigt i livet og genvordighederne – og ikke mindst hvad vi selv indeholder, ønsker og føler. En gevinst, som nærer den umættelige trang til at forstå os selv – og ja, resten af menneskeheden – som vi også bærer rundt på. I al beskedenhed.

Verdensbilledet nuanceres…
… i mødet med mennesker, som lever under helt andre vilkår og med helt andre værdier end dem, vi kender. Vores rummelighed og tolerance folder sig ud (medmindre vi slides så meget psykisk, at vi tvinges til at holde så meget “professionel” afstand, for at skærme os selv, at vi bliver kolde og småkyniske) og vi bliver anerkendelses-eksperter, som uden de store problemer kan favne de problemstillinger og behov vi møder. Måske sættes vores eget liv alvorligt i relief, når vi møder mennesker, som kæmper og klarer sig trods odds, der ville få os selv til at gå bagud af dansen. Og vores private problemer har tendens til at blegne i sammenligningen, hvilket heller ikke er at kimse ad.

SÅ der er grunde nok for os mennesker som arbejder med mennesker. Ingen smalle steder her! Og du sidder måske endda og tænker på et par stykker mere?
Ligeså forskellige vi er, ligeså forskellige er vores motiver og bevæggrunde sandsynligvis. Heldigvis.

Det vigtige er, at der stadig er hjertelige mennesker nok, som tager chancen og kaster sig ud i det fantastiske eventyr det også er – at arbejde med mennesker.
For uden glade, engagerede og risikovillige fantaster var verden et trist sted at være.

Husk at sige tak til dig selv, hvis du er en af dem.
Og til de andre du møder ude i verden. Det luner altså i svinget!

 

Kærligst
Anette

Ps. Skal vi mødes i virkeligheden? Kig forbi min kalender her og find det arrangement, der passer dig bedst.

Hvis du vil ha’ et hint, når der er nyt på bloggen (eller andet nyt fra mig) kan du skrive dig på min mailliste lige her