Min (indre) chef er et monster...!Jo, jo. Jeg ved det godt. Det er ikke muligt at være perfekt i alt. Eller nå alt til tiden hele tiden. Eller leve op til for store forventninger.

Men perfektionisten indeni har det rigtig godt gammeldags træls med det.
Selvom jeg selvfølgelig forlængst har besluttet, at det skal være slut med den slags tyranni.

Mine blog-læsere overlever ganske fint selvom jeg ikke leverer nye, fantastiske guldkorn hver 14. dag, som jeg i et anfald af overmod har lovet.
Deltagerne i min workshop opdager måske ikke engang, at den fjerde side i materialet kunne have været mere præcist formuleret, eller at jeg laver en fejl.

Men jeg er alligevel ikke selv helt tilfreds. Selvom jeg er min egen chef. Og selv bestemmer, hvornår nok er nok.

Genkender du noget?

 

Feriepanik og stress

Lige før ferieperioden er det højsæson for stress og dårlig samvittighed. For kuldsejlet perfektionisme, som ihærdigt forsøger at hægte sig fast og råber til dig, at det ganske simpelt ikke er godt nok. At DU simpelthen ikke er god nok, hvis du ikke når… fuldfører… leverer…inden du går på ferie.

Det kan være, at du har en leder, som “lægger i kakkelovnen” til dig. Stopfodrer dig med opgaver, projekter og uforudsete ting, der liiiige skal nås inden du holder fri. Eller nærer en kultur, der presser alle over evne – med ambitiøse mål og utilstrækkelige ressourcer.

Men det mest sandsynlige er, at du selv er med til at bære brændet til bålet, og stikke ild i det hele.
Fordi du gerne vil gøre dit bedste og hjælpe de mennesker, hvis liv eller velbefindende, du har et ansvar for. Eller fordi du ikke vil risikere kritik fra de andre. Eller fordi du bare elsker, når du er i mål, og alt er nået.

Perfektionister ved hvordan tingene skal være, for at de er i orden. Ofte ved vi også godt, at vi stiller for store krav til os selv. Sandsynligvis har vi ikke helt så høje forventninger til andre, og kan sagtens se, når andre perfektionister overdriver.

Når vi mærker symptomer på stress, har vi mange (bort)forklaringer.
“Når jeg bare lige er færdig med den her opgave, kommer der ro på igen”. “Det er ikke så slemt, jeg skal bare lige ha’ et par nætters ordentlig søvn, så er jeg klar igen”. “Jeg har jo selv valgt det, og så længe jeg synes det er sjovt, bliver jeg jo ikke rigtig stresset”. “Der er jo ikke noget at gøre ved det…”

Hvis vi altså overhovedet mærker noget.

Det er farligt. For når vi ignorerer eller bortforklarer det, vi mærker, så ændrer vi ingenting. Og bliver mere og mere stressede.

 

Pyt og planer

Det kan ændres!
Ikke med et quick-fix, som tryller perfektionismen væk eller fjerner krav og stress.

Derimod med et langt træk, som stille og roligt bringer os væk fra den hæsblæsende higen efter det perfekte eller flugten fra kritik og kaos.
Den indre chef skal i gang med at give slip, slappe af og være selvkærlig. Væk med monstermasken, pisken og tommelskruerne!

Det starter med en beslutning om at sige PYT.
Ja, pyt. Det lille bitte ord, som vi gerne må øve os i at elske at bruge meget mere.

Og planlægning. (Tænk, at rodehovedet her kan få sig selv til at skrive det!)
Mange perfektionister er gode til planlægning. Men denne slags planlægning handler om at planlægge at udskyde noget og vente med at gøre det. Med god samvittighed, forstås.
Hvilke ting kan vente til efter ferien? Hvilke ting kan jeg få en anden til at gøre? Hvilke ting kan gøres enklere og nemmere eller helt springes over? Uden at nogen kommer alvorligt til skade. Med garanti flere ting, and du først tror.

Jeg har gode erfaringer med at lave lister.
Så snart jeg har skrevet en opgave på listen med det, der kan udskydes, fylder den væsentlig mindre i mit hoved. Og før jeg ser mig om, er “her-og-nu-listen” blevet så kort, at den er til at leve med.

Når “efter-ferie-listen” er lavet, noget er uddelegeret og andet er “pyt-frasorteret”, gælder det om at skabe plads i kalenderen, så det bliver realistisk muligt at få tingene gjort. Både nu og senere. Det føles godt.

Og så er det tid til afslapning, nydelse, genopladning af batterier, masser af grin og kærlighed.
Trivsel i højeste potens.

Ferien kan bare komme an!

Rigtig god sommer til dig.

 

Kærligst

Anette

 

PS. Kender du (andre) perfektionister? Så send endelig mine ord i deres retning, og mind dem om værdien af at sige “pyt”…

 

Tagged with →  
Share →

2 Responses to Min indre chef er et monster! Om perfektionisme og stress. Og om at blive (mere) ligeglad.

  1. Signe siger:

    Kære Anette

    Dejligt at læse dine sider. Dog støder det mit øje lidt, når jeg læser sætningen “Hvilke ting kan jeg få en anden til at gøre?”, for her rammer du essensen af min arbejdsplads’ problem. Som jeg ser det. Alle siger, at vi må lære at prioritere, at “det skal du ikke stresse over” (når det ikke er en opgave, de selv er involveret i på nogen måde), og nogen beslutter sig for at udfylde regningerne sådan lidt tilfældigt og så regne med, at økonomiafdelingen retter det (ekstraarbejde til dem, der allerede har faretruende travlt), fordi de (heller) ikke selv har tiden til det. Men INGEN vil jo være den, der bliver nedprioriteret, ALLE vil have deres opgaver løst hurtigst muligt, den anden part skal helst give svaret hurtigt sådan at DE ikke skal have noget ude og “flagre”. Og ledelsen synes ikke rigtig at forstå at de opgaver, man lister op, tager tid. Det behøver de måske ikke gøre, men der dukker altid liiiiige noget op, som skal undersøges inden man kan løse opgaven. Det er en usund kultur og jeg ved ikke om jeg skal forlade den synkende skude eller bare arbejde mere med “Pyt” selv…
    Det var bare en reaktion herfra.

    Venligste hilsner,
    Signe

  2. Anette bestemmer siger:

    Kære Signe
    Tusind tak for din reaktion / kommentar, som desværre fejlagtigt var røget i min spamkontrol, så derfor har jeg først lige set den nu. Beklager mange gange.

    Du rammer jo lige ind i et rigtig træls fænomen, som jeg ved, at mange kan genkende. Det kan være svært at ændre på, og set med mine øjne, er der en ledelsesopgave, som trænger til at blive løftet.
    Det forudsætter (mindst) to ting:
    1) At ledelsen har forstået hvordan kulturen er “røget af sporet”.(Og jo, det behøver de – i høj grad)
    2) At ledelsen ønsker og formår at handle på det.
    Mit bedste bud er, at du / I må vurdere på, om alle muligheder for (konstruktiv) ITALESÆTTELSE af kulturen og problemerne omkring den er forsøgt og udtømt – uden at ledelsen har taget initiativ til forandringer. Somme tider kan det være nødvendigt at få andres øjne på, om tingene kan kommunikeres på en måde, som ledelsen lettere kan forstå og forholde sig til. Som leder har man ikke altid mulighed for at se de samme vinkler som medarbejderne. (Viden om tingenes tilstand er jo en forudsætning for at kunne handle.)
    Hvis du kan svare JA til dette, er det måske relevant at overveje det gamle indianske ord: “Hvis din hest er død – så stå af!” Umiddelbart lyder det ikke som om, du i længden vil trives med ret meget mere “Pyt”??
    Jeg håber tingene løser sig på bedste vis for dig. I hvert fald er det rigtig godt, at du er opmærksom på, hvor meget det her betyder for dig…

    Kærligst Anette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *