For nogle år siden havde jeg et job, som jeg var særlig glad for.

Opgaven var at hjælpe nogle mennesker på kontanthjælp med at finde en vej ud af det offentlige system. At støtte dem på vejen mod at finde sig selv.

Så det var vigtigt.
Endda så vigtigt, at både jeg og mine ligeså hjertevarme og entusiastiske kolleger kun sjældent fik holdt så meget som en en enkelt ordentlig pause i løbet af en arbejdsdag.

 


Ildsjæle brænder ikke ud…eller?

Ikke at jeg savnede pauserne.
Jeg tænkte ikke over, at pauser kunne være relevante for ildsjæle som mig.
Arbejdet var jo så spændende og jeg var så begejstret, at jeg i løbet af dagen slet ikke mærkede mig selv.

Jeg gik fra den ene dybe, personlige samtale til den næste.
Leverede vedkommende undervisning for en gruppe.
Faciliterede møder med deltagere, som skulle guides til selv at kunne tage ansvar.
Lavede beskrivelser, der skulle bruges til at skabe forandringer i menneskers liv.
Udviklede nye måder at arbejde på – sammen med deltagerne.
Udtænkte “projekter i projektet”, så vi hele tiden var i bevægelse.

Og det virkede.
Deltagerne blomstrede.
Pyh, det var spændende.
Jeg kunne næsten flyve, når en deltager tog et nyt skridt og kom godt videre.

Mens jeg skriver, mærker jeg igen den gejst og iver, som fyldte mine dage.
Det var fantastisk.

 

Ildsjæl for alle andre - Relationer der dræner. TrivselsGuide.dk


Træt – Helt ind i knoglerne

Knap så fantastisk var den manglende ledelsesmæssige opbakning og det pres, der fulgte med altid at skulle legitimere vores metoder eller argumentere for, hvorfor vi ville gøre tingene anderledes.
Så vi fortsat kunne lykkes med at hjælpe så meget, som vi vidste, vi kunne – hvis vi fik lov.
Det sled.

Det sled også at være nærværende, opmærksom, lyttende, empatisk, rummelig og alt det andet, som hører med til at arbejde med mennesker.

Når jeg satte mig i bilen om eftermiddagen for at køre hjem, var jeg træt.
Ikke bare sådan almindelig træt, men fuldstændig udkørt.
Helt ind i knoglerne.
Som om luften var feset helt ud af en farvestrålende ballon, der lige havde været fyldt med luft og livskraft.

Men dagen efter startede jeg forfra igen.

Måske kender du følelsen?

 

Træt - TrivselsGuide.dk


Tegn på stress og følelsesmæssig nedslidning

Min kloge mor ville have kaldt det “at være så træt som et helt alderdomshjem!”
Den slags lammende træthed, som ikke forsvinder efter en god nats søvn, kan være et af tegnene på stress eller følelsesmæssig nedslidning (udbrændthed).

Et andet tegn på følelsesmæssig nedslidning er følelsen af ikke længere at kunne rumme andre mennesker og deres problemer.
Senere lærte en klog kvinde mig, at det kan kaldes “relationskvalme”.
For nogen kammer det over i en form for kynisme, som selvfølgelig er voldsomt uhensigtsmæssig, hvis den går ud over de mennesker, man arbejder med.
Og det gør den næsten altid.

Hvis du er følelsesmæssig slidt, kan du også opleve at komme i tvivl om, hvor god du er til dit job.
Det kan være, at du næsten begynder at “samle på” eksempler, der viser din uformåenhed og overbeviser dig selv om, at du ikke duer, er effektiv eller succesfuld nok .
Hvis du er udmattet og ude af stand til at være i nærværet med børnene/ brugerne/ patienterne, kan det være, du har ret.

Det er bare ikke dig, der er forkert.
Men  derimod dit system, der reagerer helt naturligt på en belastning, som har været alt for stor – alt for længe.

 

At braende uden at braende ud - TrivselsGuide.dk


Du kan undgå at brænde ud

Efterhånden har jeg mødt mange med symptomer, der ligner dem, jeg lige har beskrevet her.
Som ikke har anet, at det, de mærker, er alvorligt.
Ja faktisk hamrende farligt.
Og som bl.a derfor ikke har fået gjort noget for at ændre på det.

Det kan nemlig heldigvis ændres.
Hvis du ved hvordan.

Det er så vigtigt, at vi kender tegnene på stress og hjælper hinanden med at spotte dem – i tide.
Og at vi bliver bedre til at passe på os selv og hinanden, så vi kan blive (ved med at være) de bedste og mest fantastiske udgaver af os selv.

Jeg håber selvfølgelig, at du overhovedet ikke forstår, hvad jeg har skrevet om.
Fordi du ikke kan genkende noget af det.

Men hvis du stadig er her, er det sikkert fordi, du også har prøvet at sidde der i bilen eller bussen.
Som en slatten ballon.
Uden ret meget ild i sjælen…

 

Tak fordi du læste med.
Og tak fordi du måske deler mine ord med andre, som vil ha’ glæde af at gøre det samme.
Anette Christensen
TrivselsGuide

 

PS.
Hvis du gerne vil vide, hvad du selv kan gøre for at undgå “relationskvalme” og stress, er du hjertelig velkommen til mit foredrag: “Ha’ hjertet med på arbejde – Uden at dø af stress”.
Det kan også nemt bookes til arbejdspladser, foreninger ol.

 


Dette er en revideret version af et tidligere indlæg fra marts 2013.


 

Share →

5 Responses to Om at brænde for noget. Og brænde ud. Og om at ændre på det.

  1. Mogens Ottesen siger:

    Kære Anette

    Jeg vil hermed sige dig tak for en inspirerende workshop i Herning i dag, som forløb på allerbedste vis.
    Jeg vil løbende læse nogle af dine Blogindlæg, som man kun kan blive klogere af. Har på kurset også tilmeldt mig dine nyhedsbreve fremover.

    Kunne senere forestille mig, at deltage i et længere seminar om introverte og sensitive, da jeg er glad ved, at være blevet opmærksom på denne del af personligheden, som jeg har levet med siden barndommen.

    Måske findes der relevante kurser på højskoler eller lignende, da det er godt at kombinere det levende ord med diverse læsning o.a.
    Måske har du kendskab til nogle muligheder, da du har beskæftiget dig med emnet i en lang årrække.

    Måtte lige tage et langt hvil på sofaen, da jeg kom hjem i dag, og dette fik hovedpinen til at fordampe – så fint kurset ikke var længere.

    Jeg vil anbefale dine kurser og workshops til andre, da det er en god indgang til fremtidens livsførelse. Vil i morgen gennemlæse de udleverede informationer og noter, da ikke mere energi i dag.

    Med højagtelse,

    Mogens Pilemand Ottesen,

  2. Kære Mogens
    Tusind tak for din venlige og varme respons på workshoppen i lørdags.
    Jeg er glad for, at du har haft en positiv oplevelse, og føler mig beæret over, at du vil anbefale mine kurser og workshops til andre. Det betyder meget for mig.

    Det kan tænkes, at der findes højskolekurser e.l. indenfor dette felt. Dog har jeg ikke hørt om nogen. Måske skulle jeg strikke et kursus sammen selv, for det er da en glimrende ide.

    Også jeg tog et hvil på sofaen, da jeg kom hjem – Godt at nogen har opfundet dette møbel…!

    Jeg håber at møde dig igen i en eller anden sammenhæng, og glæder mig til at dele endnu mere inspiration med dig.

    Med højagtelse retur (- fantastisk ord…)

    Anette Christensen,
    TrivselsGuide

  3. Pippi siger:

    Jeg genkender hvert et ord, dog kunne jeg ikke geare ned, når jeg kom hjem. I dag har jeg førtidspension
    Kh Pippi

  4. Kære Pippi
    Jeg håber, du har fundet en balance nu, som passer bedre for dig.
    Tak for din kommentar <3
    Kh. Anette Christensen
    TrivselsGuide

  5. Mette Lund siger:

    Kære Anette
    Som altid en fantastisk skrivelse, du laver og som at læse sig selv.
    Som jeg har fortalt dig før, så rammer du bare nøjagtigt, hvordan jeg har haft det i mit daværende job, og kan mærke da du skrev om ledelse og træthed og udbrændthed og relationskvalme, at jeg fik tårer i øjenene. Så selvom jeg går sygemeldt i dag og prøver at passe på mig selv, uden at være helt egoist. Så er der stadig et stykke vej.
    Mvh Mette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *