Om at føle sig forkert - TrivselsGuide.dkDet har slået mig den seneste tid, hvor mange “forkerte” mennesker, jeg møder i mit arbejde som TrivselsGuide.
Altså mennesker, som føler sig forkert indeni.

Det rammer mig også, hvor forkert jeg selv har følt mig.
For slet ikke at tale om, hvor forkerte mine børn ind i mellem har troet, at de var.

Det vil jeg gerne ha’ skovlen under…


Vi bli’r små indeni…

Når vi synes, vi er forkerte, kommer vi til at føle os små indeni.
Mister troen på os selv.
Og vælger så en strategi, som vi febrilsk håber, kan gøre noget godt for os.
Oftest uden at gøre os klart, hvad vi i grunden har gang i.
Hvis det også gælder for dig, genkender du sikkert dig selv i (mindst) en af disse strategier:

1)
Du gemmer dig, så du er nærmest usynlig, og derfor ikke forstyrrer andre.
Helst uden at tage ansvar for noget som helst.
Du undgår behændigt bebrejdelser og kritik af den “forkerthed”, du føler, ved ikke at “fylde” nogen steder og ved ihærdigt at undgå at fejle.

2)
Du forsøger at slå fra dig eller gøre andre endnu mere forkerte, end du selv føler dig.
Måske ikke med knytnæver, men med ord og mere passiv aggression.
Bebrejdelser kan klemmes ud mellem selv de smalleste “sideben”.

3)
Du slås for at komme til at føle dig “rigtig”.
Det kan blive rasende dyrt i coach-, psykolog- eller terapeuthonorarer til dem, du betaler for at fixe dig.
Selvhjælpsbøger i metermål på hylden bidrager til forkerthedsfølelsen:
“Jeg kan jo ikke engang finde ud af at følge de “helt enkle metoder” til at kurere mig selv, så jeg må være virkelig langt ude!”

 

Måske har du flere af den slags strategier, når du føler dig forkert…?
Ingen af strategierne er hensigtsmæssige. (Det ved du sikkert.)
For du er jo ikke forkert.
Du skal ikke fixes.
Du skal finde en vej til fred med at være den, du er.

 

Find vejen til at være den du er - TrivselsGuide.dk

 


 

En Mars mand som følte sig forkert

For snart lang tid siden blev jeg ringet op af en journalist, som efter en snak skrev en (i øvrigt rigtig god) artikel om en af de workshops, jeg dengang holdt for særligt sensitive mennesker.
Artiklen blev læst af mange.
Og for mindst en blev den startskuddet til en vigtig kovending.

Læseren var ikke stødt på begrebet “særlig sensitivitet” før, men genkendte omgående sig selv i den ultrakorte beskrivelse i avisen. Og blev både rød i kinderne og varm indeni.

Tænk.
Efter i mange år at have knoklet som en gal (på sit krævende job, i privatlivet og hos diverse behandlere og terapeuter) for at finde sine ben og blive “normal”, gik det op for ham, at han måske slet ikke var spor “forkert”.
Det var altså ret stort!

Det blev endnu mere tydeligt for ham, da han i løbet af workshoppen (for den kørte han nemlig rigtig mange km for at være med i) mødte andre, der forstod hvad han følte og tænkte. Endda næsten uden at han behøvede at sige det højt.
Det havde han aldrig prøvet før.

(Hvis du er overrasket over, at jeg skriver om en mandlig deltager, kan jeg godt forstå det. De fleste deltagere i mine arrangementer er kvinder.
Men ikke alle. Der er lige mange sensitive af hvert køn, og mænd er meget velkomne…)

 

Vejen til dig selv - TrivselsGuide.dk

 

Bagefter skrev han til mig:

“Tusind tak for en super workshop i går – og for at jeg fandt ud af, at jeg ikke er en “marsmand” sat på jorden. … Var helt høj i går, da jeg kom hjem.”

Faktisk skrev han meget mere, for oplevelsen var så storslået og hjertegribende for ham, at han næsten var taknemmeligheden selv.
Og i virkeligheden var det jo så såre enkelt, hvad der var sket:

Ved at genkende sig selv i beskrivelsen af noget, der er helt normalt (for ca. hver femte af os), blev han mere rolig indeni.
Han så pludselig sig selv som et helt almindeligt sårbart og påvirkeligt menneske.
Som ikke er lavet af jern, og som har et nervesystem, han bliver nødt til at indrette sit liv efter.
Hvis han vil trives og være glad.
Det ville han heldigvis gerne.

Selvom du måske ikke ser dig selv som sensitiv, gælder det samme for dig.
Så snart du møder dig selv med åbne og milde øjne – uanset hvad øjnene ser – vil du også føle, at du lander i dig selv.
Det er langt nemmere at komme helskindet gennem den proces, når du kan genkende (dele af) dig selv i noget, som andre har kendt og beskrevet før dig.
Især de dele, som du har sværest ved at favne.

Så bliver det lettere at slippe følelsen af at være forkert.

 


 

Rom blev ikke bygget på en dag

Det bliver et nyt og mere positivt selvbillede heller ikke.
Det tager lang tid at at ændre sine overbevisninger om sig selv. Og holde op med at føle sig forkert.
For der findes ikke noget quickfix eller nemme genveje.
Men der er veje at gå – og nogen at gå dem sammen med.

Jeg vil gerne vise dig, hvordan du kan finde din vej.
Din måde at være i verden på.
I ro.
I glæde.
Og fremfor alt i dit eget tempo.

På samme måde som manden, der ikke var fra Mars.

 

>> KLIK HER for at finde din vej til fred – med at være den du er…

 

Anette Christensen, TrivselsGuide

De bedste hilsner,
Anette Christensen
TrivselsGuide

 

PS.
“Sharing is caring” – Del meget gerne mine ord med andre, hvis du ku’ li’ hvad du læste…

 

 

Share →

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *