Currently viewing the tag: "Mennesker der arbejder med mennesker"

 

Travlhed giver ikke stress - TrivselsGuide.dkNår du arbejder med mennesker, har du selvfølgelig travlt med at være professionel og udføre de konkrete opgaver, der knytter sig til dit fag.
At undervise, udføre pleje, gøre rent, tage på ture med børn, sørge for mad, sætte hår, holde samtaler, lave arbejdsplaner.

Eller det, som er opgaven der, hvor du er.

Hvis sværhedsgraden i den slags opgaver passer til dine kompetencer og kvalifikationer, vil de sikkert ikke virke stressende i sig selv.

Selvom du har travlt og bliver træt.

Hvis du har væsentlig flere opgaver end tiden rækker til, er der grund til ekstra opmærksomhed.
Og grund til at få kigget på det sammen med ledelsen.

Det samme gælder, hvis det fysiske arbejdsmiljø er belastende.
Og det psykiske.
Her kan ligge masser af brikker til dit stress-puslespil.

Dertil kommer alle de andre ting, der kan stresse de fleste – uanset erhverv.

 


Stressorer for mennesker der arbejder med mennesker

Udover alt dette skal du som “menneske-arbejder” også cope med nogle helt specifikke belastninger, som ikke er for tøsedrenge.
Og som ikke nødvendigvis har noget med travlhed at gøre.

Den største og hårdeste (og mest spændende) opgave er for de fleste af os at skabe, vedligeholde og udvikle relationer. Og være nærværende i dem.

 

Foredrag: Ha' hjertet med på arbejde - Uden at dø af stress. TrivselsGuide.dk

Det, der slider er:

  • Langvarigt nærvær

    Selv erfarne professionelle slides af nærvær.
    Psykolog Ole Schouenborg siger, at f.eks. pædagoger maximalt kan være nærværende i forhold til børnene 3 timer om dagen.
    Og selvom vi “bare” er på standby og har “radaren tændt” bruger vi enorme mængder mental energi på at fornemme og følge med i, hvad der sker omkring os.
    (Især hvis vi er særligt sensitive)

 

  • Følelsesmæssig dissonans

    Vi viser de følelser, som er hensigtsmæssige, selvom vi i nogle situationer føler noget andet.
    Hvis vi har mest lyst til at råbe vredt efter en borger / et barn, gør vi det ikke.
    I stedet lægger vi bånd på vreden og frustrationen og viser en behersket udgave af os selv.
    Hvis vi ikke bryder os om en klient, kan vi ikke vise det, fordi vi ved, at han har brug for at føle sig positivt mødt.

 

  • At rumme traumer

    Vi møder tragiske skæbner og voldsomme historier.
    Og selvom vi ihærdigt prøver at holde dem “udenfor” os selv, sker det alligevel for de fleste, at nogle kommer lidt for meget “ind under huden”. Vi kommer til at svinge mellem at give omsorg og holde afstand, og det er hårdt. Og den viden vi får om tragedier og traumer kan flytte på vores egen personlige oplevelse af sikkerhed og tryghed i verden.

 

  • Ikke at kunne hjælpe (nok)

    Når vi har et stort hjerte, vil vi gerne redde mennesker, der har det svært, og hjælpe dem til et bedre liv.
    Når det ikke lader sig gøre, kommer vi let til at føle, at vi ikke slår til.
    At vi ikke lykkes.

 

Introvert? TrivselsGuide.dk

 


Hvorfor skal jeg vide det?

Sådan tænker du måske.

Det skal du, fordi bevidstheden om, hvad der dræner din energi og gør dig stresset, er det første vigtige skridt til bedre trivsel.

Hvis du ikke ved, hvad du er oppe imod, kan du ikke gøre noget ved det.

Og når du for alvor forstår, at der er gode grunde til at føle dig drænet og stresset, forfalder du ikke så let til at tænke, at det bare er dig, der er slatten og ikke dygtig nok.

Det har i høj grad betydning for din trivsel.

 


Selvfølgelig slutter historien ikke her

Den fortsætter i senere blogindlæg, hvor du får nogle af mine bud på, hvordan du kan passe på dig selv, så du undgår stress.
Selvom de indbyggede belastninger er store for mennesker der arbejder med mennesker.

Allerede nu kan jeg røbe, at en tur på en motorcykel ikke bliver det eneste bud.
Selvom det ikke er at kimse ad…

Historien fortsætter også i mit foredrag:

 “Ha’ hjertet med på arbejde – Uden at dø af stress” 

og på kurset:

“Ildsjæl for alle andre? Relationer der dræner”

 

Begge kan bookes.

Ofte har jeg også åbne arrangementer i kalenderen.

 

De bedste hilsner,

Anette Christensen
TrivselsGuide

 

Ps. Hvis du synes indlægget var værd at læse, kan andre måske også få glæde af det. Del det endelig, hvis du har lyst.
Og skriv meget gerne en kommentar herunder.

Bestemmer du selv, hvornår du arbejder?

Bestemmer du selv hvornår du arbejder?

23.57 – blinker tallene nederst på skærmen, og fortæller at det for længst er tid til at klappe låget i. På computeren og også det mentale låg. Godnat!

Nu er det igen lykkedes mig at se stort på alle gode (og rigtige) råd om at sørge for at sove nok og helst fra for nogle timer siden.
Men der var altså lige noget arbejde, der var vigtigt. Og så må jeg sove lidt mere i morgen.

Sådan går det tit når jeg har travlt. Det kender du måske.

Flere og flere af os får efterhånden mulighed for at arbejde fleksibelt, og lægge arbejdstimerne der, hvor det er mest hensigtsmæssigt for os, både hvad tid og sted angår. Også mennesker som arbejder med mennesker – og ikke mindst lederne.
Dette “grænseløse arbejde” er ofte genstand for debat i medierne.
Senest i forbindelse med lockouten af lærerne, hvor det bl.a. har handlet om, hvorvidt lærerne skal være fysisk tilstede på solen  37 timer om ugen eller fortsat have mulighed for selv at planlægge, hvor og hvornår de arbejder.

Uden at kaste mig ud i en diskussion om denne mildest talt varme kartoffel, undrer jeg mig over, hvor lidt spalteplads lærernes trivsel har fået i lige præcis denne debat. De topper i forvejen i flere stress-statistikker.
For netop det grænseløse arbejde har i andre sammenhænge kastet stressforskere ud i blodige, højrystede kampe mod hinanden. De fleste er nok enige om, at det har betydning, om vi selv kan bestemme. Men her stopper det så! For er betydningen positiv eller negativ for stressbalancen? Det er der delte meninger om.

Er det godt, når vi selv kan planlægge hvornår og hvor vi arbejder? 
Eller betyder det, at vi kommer til at arbejde for meget, forkert eller for hårdt?

Set fra min vinkel er det forskelligt, hvad vi har brug for, fordi vi ser og oplever virkeligheden så forskelligt.

For nogen er det guld værd, at kunne arbejde i hjemlige omgivelser, uden forstyrrelser, med et tæppe om benene eller i nattøj og besvare mails, forberede næste dags møder / undervisning, tænke en samtale igennem, osv.. Så går det nemmere at samle tankerne, og nervesystemet kan (gen)finde sin balance.
Hvis du er særligt sensitiv, nikker du sikkert genkendende til det scenarie.
Det kan også betyde alverden, hvis du har små børn, at kunne arbejde med god samvittighed om aftenen efter deres sengetid. Måske er det netop den mulighed, der gør, at du lykkes og trives med et krævende fuldtidsjob?

For andre er det ren gift. 
Hvis du har den mindste tendens til perfektionisme (hvilket i øvrigt også mange særligt sensitive har), kommer du nemt til at øge din reelle arbejdstid til alt for mange timer om ugen, når du har muligheden for at arbejde hjemme / andre steder.
Fordi du altid liiige kan gøre det lidt bedre.
Eller fordi du må være helt sikker på, at du har styr på detaljerne.
Hvis du er bare en smule over gennemsnitligt ambitiøs og engageret, har du grund til at være opmærksom. Og det er de fleste, som arbejder med mennesker, ikke? (“Men det er jo vigtigt, at jeg når det. For børnene / brugerne / medarbejderne /??…”) 

For dig vil det måske være befriende, at få din arbejdstid lagt i mere faste rammer.

For nogen er begge dele genkendeligt. Jeg elsker selv min mulighed for at arbejde på mærkelige tidspunkter og somme tider forskellige steder. Nyder at dagene ikke er ens. På den anden side tør jeg i perioder ikke tælle, hvor mange timer jeg arbejder. Og selvom jeg (som regel) elsker det, jeg gør, kan jeg godt mærke, at jeg ikke er lavet af jern. Stresslamperne begynder at blinke, og jeg må skifte gear.

Der er altså ikke ret meget i verden, der kun er sort eller hvidt. Så det gælder om, at vi sammen skaber mulighed for forskelligheder.

Det, du selv kan gøre, er at være superfuldtidsopmærksom på, hvad der er godt for dig.
Nyd, når virkelighed og behov passer sammen.
Og sørg for at reagere, hvis du opdager, at der er noget, som du ikke trives med.

Altså – reagere, som i “ok, så må jeg ta’ mig selv alvorligt, og lave noget om i min hverdag”.
Selvom det kan være bøvlet og svært. For du fortjener det.

Kærligst
Anette

 

PS. Del meget gerne dele med andre, som du tror, kan ha’ glæde af at læse med.

 

Hjerte

Hurra for at ha’ hjertet med på arbejde

Indrømmet. Engang imellem kommer jeg i tvivl. Om jeg er rigtig velforvaret.

Ikke fordi jeg har et stort hjerte og et håb om en bedre verden. For det er da ok.

Heller ikke fordi jeg med efterhånden mange års erfaring blandt mennesker som arbejder med mennesker er blevet pænt god til at skabe gode rammer for det gode møde med andre, der har brug for inspiration eller støtte (altså ikke den slags møder, hvor en dagsorden håndhæves af en mødeleder for at nå igennem punkterne til tiden, men mødet mellem mennesker, som finder en sælsom, næsten magisk kontakt og skaber en forbindelse, som gør godt).

Nej, jeg kommer i tvivl, fordi jeg ved at arbejde med mennesker – sammen med alle I andre – placerer mig gennemført præcist i farezonen, hvor jeg hele tiden må balancere hårfint på grænsen mellem trivsel og stress.

Fordi jeg kun lykkes med mit arbejde, når jeg er personlig og bruger min empati, mit nærvær og mit hjerte. Og fordi det lige præcis er noget af det, der slider, tapper og stjæler min energi, hvis jeg ikke passer usandsynlig gevaldigt på. Siger flere undersøgelser og statistikker.

Men hvorfor så udsætte sig selv for det? Hvad er det dog, der gør, at så mange hjertevarme, ildsjælsprægede og knalddygtige mennesker som arbejder med mennesker – SOSU-folk, pædagoger, lærere, sygeplejersker, ergoterapeuter, socialrådgivere, mentorer og andre med daglig menneske-kontakt – kæmper og knokler utrætteligt for andre? Og risikerer liv og helbred for det?
Tja…

 

Det giver jo mening…
… at gøre noget for andre. Når indsatsen giver os en oplevelse af, at vi gør en betydende forskel for det menneske, hvis liv eller lykke vi holder i vores hånd, føler vi os til gavn. Måske efterhånden en halvslidt floskel, men ikke desto mindre ofte den grund, der nævnes først, når nogen spø’r. Florence Nightingale følte arbejdet som et kald, og vi trasker afsted i hendes fodspor i en 2013-version, som dog nok er moderniseret en kende. Men de store hjerter florerer i bedste velgående. (Jeg kender i hvert fald mindst et par stykker…)

Gamle sår heles…
… i takt med at vi møder mennesker, med kvababbelser, der minder om dem, vi selv har bøvlet med eller kender fra vores eget liv. De sår, som har været smertelige for os selv, har givet os en ballast, som vi gerne vil berige andre med. Hjælperen, som selv har haft et misbrug, ved f.eks. præcist hvad den aktive misbruger gennemlever, og kan i sit vellykkede hjælpearbejde finde en form for værdi og ro, som virker helende. I bedste fald. Der er masser af faldgruber for den hjælper, som ikke er tilstrækkelig afklaret omkring sin egen fortid og egen sårbarhed.

Vi udvikler os selv…
… når vi lærer, hvad der udvikler og forandrer andre. Hele processen, der forvandler den nye og uprøvede i faget til en garvet, velkvalificeret professionel, er i bedste fald en personlig udviklings-tour de force, som resulterer i større indsigt i livet og genvordighederne – og ikke mindst hvad vi selv indeholder, ønsker og føler. En gevinst, som nærer den umættelige trang til at forstå os selv – og ja, resten af menneskeheden – som vi også bærer rundt på. I al beskedenhed.

Verdensbilledet nuanceres…
… i mødet med mennesker, som lever under helt andre vilkår og med helt andre værdier end dem, vi kender. Vores rummelighed og tolerance folder sig ud (medmindre vi slides så meget psykisk, at vi tvinges til at holde så meget “professionel” afstand, for at skærme os selv, at vi bliver kolde og småkyniske) og vi bliver anerkendelses-eksperter, som uden de store problemer kan favne de problemstillinger og behov vi møder. Måske sættes vores eget liv alvorligt i relief, når vi møder mennesker, som kæmper og klarer sig trods odds, der ville få os selv til at gå bagud af dansen. Og vores private problemer har tendens til at blegne i sammenligningen, hvilket heller ikke er at kimse ad.

SÅ der er grunde nok for os mennesker som arbejder med mennesker. Ingen smalle steder her! Og du sidder måske endda og tænker på et par stykker mere?
Ligeså forskellige vi er, ligeså forskellige er vores motiver og bevæggrunde sandsynligvis. Heldigvis.

Det vigtige er, at der stadig er hjertelige mennesker nok, som tager chancen og kaster sig ud i det fantastiske eventyr det også er – at arbejde med mennesker.
For uden glade, engagerede og risikovillige fantaster var verden et trist sted at være.

Husk at sige tak til dig selv, hvis du er en af dem.
Og til de andre du møder ude i verden. Det luner altså i svinget!

 

Kærligst
Anette

Ps. Skal vi mødes i virkeligheden? Kig forbi min kalender her og find det arrangement, der passer dig bedst.

Hvis du vil ha’ et hint, når der er nyt på bloggen (eller andet nyt fra mig) kan du skrive dig på min mailliste lige her