Currently viewing the tag: "stress"

Champagnebrunch TrivselsGuide Hvis du kender mig eller har fulgt mig i et stykke tid, så har du nok fået en fornemmelse af, at jeg er (blevet) rigtig god – faktisk somme tider måske lidt for god – til at sætte mig ned med en dejlig kop kaffe og nyde øjeblikket.

Uden stress. Midt i det hele.
Selvom det roder omkring mig.
Og vasketøjet endnu ikke er blevet til vasketøj, men stadig bare ligger i en beskidt bunke på gulvet.
Og tv’et er så støvet, at det efterhånden ligner atmosfæriske forstyrrelser på skærmen.

 

Ja. Det kan jeg sagtens.
Det er længe siden, jeg gjorde op med det gamle ord ”Du skal yde, før du kan nyde!”.
I langt de fleste tilfælde gi’r det mere mening at nyde, før vi yder.
For hvis ikke vi har overskud på vores personlige trivselsbalance, hvad skal vi så dele ud af? Hvordan skal vi så kunne yde noget?

Det er også længe siden, jeg slap den dårlige samvittighed over, at der ikke er superrent hjemme hos os, og over at jeg snildt kan finde på at købe mig til nybagt kage – hvis altså det er nemmere at komme til bageren end at kaste en dej sammen selv i en fart.
Og så videre.
Men i sidste weekend blev jeg udfordret på noget, jeg ikke var klar over, ville sende mig til tælling.
Jeg følte mig virkelig snigløbet. Af ingen andre end…mig selv.

Min mand og vores 3 efterhånden store drenge gav mig til morsdag et gavekort på en weekendtur, hvor jeg ikke skulle røre en negl, men have alt serveret – næsten på et sølvfad. Jeg skulle læne mig tilbage og lade andre sørge for alt. Mens jeg kun tænkte på mig selv og min helt personlige trivsel.
Dejlig gave!

Dronning i vildrede
Allerede mens jeg sad med benene oppe og ventede på, at første programpunkt blev kørt i stilling (Champagnebrunch med alt, hvad der hører til sådan en – lavet af min søde mand), ramte det mig første gang: ”Jeg kunne jo lige hente…” ”Jeg kunne lige hjælpe med…”
Min dårlige samvittighed blomstrede i fuldt flor over bare at sidde der, mens en anden vartede mig op.
”Det er skønt at være dronning!” forsøgte jeg at overbevise mig selv om. Og alle, der gad høre på mig.
Men jeg var helt i vildrede indeni.
Jeg, som plejer at smække benene op midt mellem ufærdige projekter og ugjorte pligter! Og flade ud med den bedste samvittighed.

Hej autopilot – stop nu!
Jo længere vi kom i det forkælelses-program, jeg var hovedperson i, jo tydeligere blev det for mig, hvor svært jeg har ved at være den, der bliver forkælet.
Det gik op for mig, at mit store hjerte og min veludviklede fornemmelse for andres behov arbejder på autopilot, selv når jeg (udtrykkeligt) beder om standby-funktionen. Og får mig til – helt pr. impuls – at være klar til at servicere og hjælpe andre.
I stedet for at læne mig tilbage, og lade andre gøre noget for mig.
Det er ude af min kontrol!

Men sådan skal det ikke blive ved med at være.

Og det første store skridt er taget. Opmærksomheden på balladen og erkendelsen af, at jeg her har et arbejdspunkt, har i sig selv allerede flyttet en masse for mig. Så nu skal jeg øve mig i at tage imod!

I virkeligheden ikke det værste at skulle øve sig på, vel?

Hvis du også har en smule svært ved at være dronning, er du mere end velkommen til at dele din oplevelse herunder.
Det gælder selvfølgelig også, hvis du ikke har svært ved det, men har lyst til at give et godt råd videre fra din trone.
(Del også meget gerne bloggen på de sociale medier, hvor du måske kender andre – kommende – dronninger.)

Kærligst
Anette
TrivselsGuide

Ps.
Har du brug for hjælp til at få kigget nærmere på, hvordan du  snigløber dig selv? Mens du (måske) skubber dig selv i retning af mere stress og mindre trivsel end du har lyst til?
Så kig nærmere her…

 

Før tanken løber tør. Om hvorfor det er vigtigt at fylde din ressourcetank op“Tillykke” tænker jeg, hver gang jeg hører nogen fortælle, hvor dejligt det er at arbejde med mennesker. Og bli’r oprigtigt glad.
For det er jo så hamrende vigtigt, at alle, der overhovedet overvejer at arbejde med mennesker, brænder for det og trives med det.

En lillebitte alarmklokke begynder at bimle, hvis fortællingen udvikler sig til en uforbeholden lovprisning af , hvor skønt det er at kunne hjælpe og gi’ noget til andre.
I hvert fald hvis jeg slet ikke hører antydningen af, at der også kommer noget den anden vej. Eller i det mindste spotter en opmærksomhed på, at der hele tiden skal være noget at gi’ af.
Så bli’r jeg bekymret for, om “missionen” vil ende i stress eller psykisk nedslidning.

Den indre ressourcetank

Fuldstændig ligesom en bil har vi brug for brændstof. Som i menneske-sammenhæng er ressourcer og energi.
Belastninger og udfordringer i vores hverdag storforbruger af den energi og de ressourcer vi har, og derfor skal vi hele tiden fylde nyt på vores indre ressourcetank. Ellers løber den tør, og vi bliver stressede eller nedslidte. Det handler om balance. Fuldstændig som en gammeldags vægt med lodder på vægtskålene.

Måske kender du det. (Jeg gør…)

Du står med et ufattelig vigtigt projekt. En vildt sårbar ung. En gruppe udsatte børn, en indsats som bare skal lykkes…
Ildsjælen er i flammer for at gøre en positiv forskel for nogen, som virkelig har brug for det. Krævende, hårdt, spændende, nødvendigt.

Samtidig er der måske kolleger, der har en anden holdning, kører på frihjul eller er negative. Og en ledelse, der er presset af budgetter og politikker på området eller bare ikke er ledelsesopgaven voksen.

Og så har jeg slet ikke nævnt alt det andet. Den runde fødselsdag, som skal arrangeres. Knæskaden, der gør ondt. Parforholdet, der giver natlige spekulationer. Barnet derhjemme, som ikke trives. Den dårlige samvittighed over ikke at være nok for nogen. Skrammerne fra barndommen, som de fleste har ondt i – lidt eller meget. Eller alt det andet.

Fyld det rigtige på tanken

Jeg ville ønske, at jeg kunne gi’ dig opskriften på en altid fyldt tank. Men sådan er virkeligheden ikke. Alle mennesker er forskellige, og derfor er det også helt forskelligt hvad der stresser os og hvad der gi’r os ressourcer og energi. Derfor kan du aldrig være sikker på, at de gode “ekspert-råd”, som du sikkert er stødt på, vil virke for dig. Du må derfor selv – evt. med støtte fra andre – finde DIN EGEN OPSKRIFT.

Det gør du bedst ved at sætte dig ned et roligt sted og mærke efter. Tænke og mærke. Og skrive ned:
Hvad giver dig energi / ressourcer? Hvilke mennesker gør det samme? Hvad har du brug for, for at føle dig glad, rolig, energifyldt og i balance?
Hvad dræner dig? Hvem dræner dig? Du skal omkring både dit arbejdsliv (eller det, du bruger dine dage på), dit familie-/ privatliv, fritiden og andre livsområder, som har betydning for dig. Småt og stort.
Når du går i gang med at undersøge og mærke efter, hvad der skal puttes i din ressourcetank, kan du måske bruge et hjælpeark at styre efter. Hent ark med Ressourcetanken ved at klikke her.
Det er ikke et arbejde du bliver færdig med på en gang. Du kan med fordel vende tilbage til det hver gang du kommer i tanker om noget mere. Så vil du efterhånden ha’ et helt katalog over, hvad du helst skal undgå, og hvad du gerne skal have mere af for at trives og undgå stress.

Oaser og god mad

Når min ressourcetank er ved at løbe tør, har jeg brug for flere pauser i mit arbejde eller mere alene-tid derhjemme. Så trænger jeg til at blive forkælet med lækker mad (som gerne må være sundt).  Der er sikkert nogle bekymringer, som jeg skal ha’ snakket med nogen om, og måske nogle aftaler jeg skal sige nej tak til.
Hvis der er for svære udfordringer i mit arbejdsliv, er det helt sikkert, at jeg bli’r påvirket af det. Måske kan jeg ikke ændre situationen, men jeg kan arbejde med den måde, jeg tænker om den på. Og jeg kan være mere selvkærlig, gøre ting, der er rare for mig, så jeg kommer mere i balance. På den måde sørger jeg for at fylde mere på tanken, samtidig med at der bruges mere energi. Det gi’r god mening, ikke? Men det er sikkert noget andet, der virker for dig…?

Hvad så mere…?

I de kommende indlæg her på bloggen vil jeg komme med en række ideer til, hvordan du helt konkret kan arbejde med at holde tanken fyldt op, så du ikke mister balancen. Eller så du finder den igen.
Nogle gange med udgangspunkt i mit eget liv. Næste gang afslører jeg f.eks. at jeg ikke er helt normal. Men det har du måske allerede fundet ud af…

Hvis du kender nogen, som vil ha’glæde af at læse med, må du selvfølgelig meget gerne dele på de sociale medier, og hvor du ellers kommer forbi.

Kærligst
Anette
TrivselsGuide

 

 

Travlhed giver ikke stress - TrivselsGuide.dkNår du arbejder med mennesker, har du selvfølgelig travlt med at være professionel og udføre de konkrete opgaver, der knytter sig til dit fag.
At undervise, udføre pleje, gøre rent, tage på ture med børn, sørge for mad, sætte hår, holde samtaler, lave arbejdsplaner.

Eller det, som er opgaven der, hvor du er.

Hvis sværhedsgraden i den slags opgaver passer til dine kompetencer og kvalifikationer, vil de sikkert ikke virke stressende i sig selv.

Selvom du har travlt og bliver træt.

Hvis du har væsentlig flere opgaver end tiden rækker til, er der grund til ekstra opmærksomhed.
Og grund til at få kigget på det sammen med ledelsen.

Det samme gælder, hvis det fysiske arbejdsmiljø er belastende.
Og det psykiske.
Her kan ligge masser af brikker til dit stress-puslespil.

Dertil kommer alle de andre ting, der kan stresse de fleste – uanset erhverv.

 


Stressorer for mennesker der arbejder med mennesker

Udover alt dette skal du som “menneske-arbejder” også cope med nogle helt specifikke belastninger, som ikke er for tøsedrenge.
Og som ikke nødvendigvis har noget med travlhed at gøre.

Den største og hårdeste (og mest spændende) opgave er for de fleste af os at skabe, vedligeholde og udvikle relationer. Og være nærværende i dem.

 

Foredrag: Ha' hjertet med på arbejde - Uden at dø af stress. TrivselsGuide.dk

Det, der slider er:

  • Langvarigt nærvær

    Selv erfarne professionelle slides af nærvær.
    Psykolog Ole Schouenborg siger, at f.eks. pædagoger maximalt kan være nærværende i forhold til børnene 3 timer om dagen.
    Og selvom vi “bare” er på standby og har “radaren tændt” bruger vi enorme mængder mental energi på at fornemme og følge med i, hvad der sker omkring os.
    (Især hvis vi er særligt sensitive)

 

  • Følelsesmæssig dissonans

    Vi viser de følelser, som er hensigtsmæssige, selvom vi i nogle situationer føler noget andet.
    Hvis vi har mest lyst til at råbe vredt efter en borger / et barn, gør vi det ikke.
    I stedet lægger vi bånd på vreden og frustrationen og viser en behersket udgave af os selv.
    Hvis vi ikke bryder os om en klient, kan vi ikke vise det, fordi vi ved, at han har brug for at føle sig positivt mødt.

 

  • At rumme traumer

    Vi møder tragiske skæbner og voldsomme historier.
    Og selvom vi ihærdigt prøver at holde dem “udenfor” os selv, sker det alligevel for de fleste, at nogle kommer lidt for meget “ind under huden”. Vi kommer til at svinge mellem at give omsorg og holde afstand, og det er hårdt. Og den viden vi får om tragedier og traumer kan flytte på vores egen personlige oplevelse af sikkerhed og tryghed i verden.

 

  • Ikke at kunne hjælpe (nok)

    Når vi har et stort hjerte, vil vi gerne redde mennesker, der har det svært, og hjælpe dem til et bedre liv.
    Når det ikke lader sig gøre, kommer vi let til at føle, at vi ikke slår til.
    At vi ikke lykkes.

 

Introvert? TrivselsGuide.dk

 


Hvorfor skal jeg vide det?

Sådan tænker du måske.

Det skal du, fordi bevidstheden om, hvad der dræner din energi og gør dig stresset, er det første vigtige skridt til bedre trivsel.

Hvis du ikke ved, hvad du er oppe imod, kan du ikke gøre noget ved det.

Og når du for alvor forstår, at der er gode grunde til at føle dig drænet og stresset, forfalder du ikke så let til at tænke, at det bare er dig, der er slatten og ikke dygtig nok.

Det har i høj grad betydning for din trivsel.

 


Selvfølgelig slutter historien ikke her

Den fortsætter i senere blogindlæg, hvor du får nogle af mine bud på, hvordan du kan passe på dig selv, så du undgår stress.
Selvom de indbyggede belastninger er store for mennesker der arbejder med mennesker.

 

Historien fortsætter også i mit foredrag:

 “Ha’ hjertet med på arbejde – Uden at dø af stress” 

og på kurset:

“Ildsjæl for alle andre? Relationer der dræner”

 

Begge kan bookes.

Ofte har jeg også åbne arrangementer i kalenderen.

 

De bedste hilsner,

Anette Christensen
TrivselsGuide

 

Ps. Hvis du synes indlægget var værd at læse, kan andre måske også få glæde af det. Del det endelig, hvis du har lyst.
Og skriv meget gerne en kommentar herunder.

Min (indre) chef er et monster...!Jo, jo. Jeg ved det godt. Det er ikke muligt at være perfekt i alt. Eller nå alt til tiden hele tiden. Eller leve op til for store forventninger.

Men perfektionisten indeni har det rigtig godt gammeldags træls med det.
Selvom jeg selvfølgelig forlængst har besluttet, at det skal være slut med den slags tyranni.

Mine blog-læsere overlever ganske fint selvom jeg ikke leverer nye, fantastiske guldkorn hver 14. dag, som jeg i et anfald af overmod har lovet.
Deltagerne i min workshop opdager måske ikke engang, at den fjerde side i materialet kunne have været mere præcist formuleret, eller at jeg laver en fejl.

Men jeg er alligevel ikke selv helt tilfreds. Selvom jeg er min egen chef. Og selv bestemmer, hvornår nok er nok.

Genkender du noget?

 

Feriepanik og stress

Lige før ferieperioden er det højsæson for stress og dårlig samvittighed. For kuldsejlet perfektionisme, som ihærdigt forsøger at hægte sig fast og råber til dig, at det ganske simpelt ikke er godt nok. At DU simpelthen ikke er god nok, hvis du ikke når… fuldfører… leverer…inden du går på ferie.

Det kan være, at du har en leder, som “lægger i kakkelovnen” til dig. Stopfodrer dig med opgaver, projekter og uforudsete ting, der liiiige skal nås inden du holder fri. Eller nærer en kultur, der presser alle over evne – med ambitiøse mål og utilstrækkelige ressourcer.

Men det mest sandsynlige er, at du selv er med til at bære brændet til bålet, og stikke ild i det hele.
Fordi du gerne vil gøre dit bedste og hjælpe de mennesker, hvis liv eller velbefindende, du har et ansvar for. Eller fordi du ikke vil risikere kritik fra de andre. Eller fordi du bare elsker, når du er i mål, og alt er nået.

Perfektionister ved hvordan tingene skal være, for at de er i orden. Ofte ved vi også godt, at vi stiller for store krav til os selv. Sandsynligvis har vi ikke helt så høje forventninger til andre, og kan sagtens se, når andre perfektionister overdriver.

Når vi mærker symptomer på stress, har vi mange (bort)forklaringer.
“Når jeg bare lige er færdig med den her opgave, kommer der ro på igen”. “Det er ikke så slemt, jeg skal bare lige ha’ et par nætters ordentlig søvn, så er jeg klar igen”. “Jeg har jo selv valgt det, og så længe jeg synes det er sjovt, bliver jeg jo ikke rigtig stresset”. “Der er jo ikke noget at gøre ved det…”

Hvis vi altså overhovedet mærker noget.

Det er farligt. For når vi ignorerer eller bortforklarer det, vi mærker, så ændrer vi ingenting. Og bliver mere og mere stressede.

 

Pyt og planer

Det kan ændres!
Ikke med et quick-fix, som tryller perfektionismen væk eller fjerner krav og stress.

Derimod med et langt træk, som stille og roligt bringer os væk fra den hæsblæsende higen efter det perfekte eller flugten fra kritik og kaos.
Den indre chef skal i gang med at give slip, slappe af og være selvkærlig. Væk med monstermasken, pisken og tommelskruerne!

Det starter med en beslutning om at sige PYT.
Ja, pyt. Det lille bitte ord, som vi gerne må øve os i at elske at bruge meget mere.

Og planlægning. (Tænk, at rodehovedet her kan få sig selv til at skrive det!)
Mange perfektionister er gode til planlægning. Men denne slags planlægning handler om at planlægge at udskyde noget og vente med at gøre det. Med god samvittighed, forstås.
Hvilke ting kan vente til efter ferien? Hvilke ting kan jeg få en anden til at gøre? Hvilke ting kan gøres enklere og nemmere eller helt springes over? Uden at nogen kommer alvorligt til skade. Med garanti flere ting, and du først tror.

Jeg har gode erfaringer med at lave lister.
Så snart jeg har skrevet en opgave på listen med det, der kan udskydes, fylder den væsentlig mindre i mit hoved. Og før jeg ser mig om, er “her-og-nu-listen” blevet så kort, at den er til at leve med.

Når “efter-ferie-listen” er lavet, noget er uddelegeret og andet er “pyt-frasorteret”, gælder det om at skabe plads i kalenderen, så det bliver realistisk muligt at få tingene gjort. Både nu og senere. Det føles godt.

Og så er det tid til afslapning, nydelse, genopladning af batterier, masser af grin og kærlighed.
Trivsel i højeste potens.

Ferien kan bare komme an!

Rigtig god sommer til dig.

 

Kærligst

Anette

 

PS. Kender du (andre) perfektionister? Så send endelig mine ord i deres retning, og mind dem om værdien af at sige “pyt”…

 

funaFørst troede jeg afgjort det var en joke.
Tanken om en opslugt, hastigt læsende pædagog siddende på toilettet var så virkelighedsfjern i mit univers, at det ikke kunne være alvor.

Men det var skinbarlige realiteter, hun fortalte om. Pædagogen, hvis ambitiøse leder vist havde fået et par Lean-inspirerede ideer på tværs i halsen.

 

 

Tøndelitteratur og sandwichpauser-i-farten

I bekvem læseafstand på væggen ved personaletoilettet i daginstitutionen hængte lederen vigtige breve og faglige artikler, som pædagogerne som pædagogerne forventedes at krydre “pausen” på tønden med. Ingen spildtid her!

Samme leder havde indført, at pædagoger, der holdt forældresamtaler eller møder i løbet af dagen pr. automatik droppede frokostpausen.

Nu håber jeg ikke, at nogen får ballade over at ha’ sladret, for det er altså et meget virkeligt eksempel, det her. Men det tror jeg faktisk heller ikke.

Desværre gætter jeg på, at du også har hørt om den slags eksempler, og måske endda kan bidrage med eksempler fra din egen daglige verden, der er ligeså groteske?
Jeg har i hvert fald mødt masser af arbejdspladser, hvor pauser ikke er rigtige pauser. Eller hvor der slet ikke opereres med begrebet pauser, fordi det opleves som spild af tid, eller fordi der simpelthen ikke ER tid til den slags.

For et par år siden læste jeg om en undersøgelse, der viste, at hver tredje dansker ikke holdt andet end en-hurtig-sandwich-i-farten-pause i løbet af en arbejdsdag, og jeg tror ikke, det er blevet ret meget bedre siden.

Det er noget skidt. Vi har nemlig brug for at slippe arbejdet og tænke på noget helt andet – eller ingenting – i løbet af dagen. Mentale pauser alene eller sociale åndehuller, hvor vi snakker med kollegerne om alt muligt, der ikke har med arbejdet at gøre.

Om vi har brug for det ene eller det andet afhænger bl.a. af hvilken persontype, vi er. (Det kan du læse mere om, hvis du henter de ideer til bedre pauser, som jeg fortæller om længere nede…)

 

Pauser er guld fordi:

  • Du får mere overskud til at organisere arbejdet og løse opgaverne
  • Overblikket vokser, når du træder et skridt tilbage og slipper arbejdet – for så at tage fat på det igen
  • Du når mere, fordi det hele falder lidt lettere
  • Ideer opstår, når tankerne sættes fri – kreativiteten vokser
  • Du forebygger stress. Pauserne får dit system til at falde til ro – hvis du altså bruger dem rigtigt.

 

Nå ja, den der kaffe…

Adskillige vittigheder og hånlige bemærkninger er efterhånden fløjet rundt i luften, om al den kaffe, som pædagoger (og lærere og andre, som er havnet i søgelyset) drikker, mens de “bare står på legepladsen og snakker”.

Det er efterhånden veldokumenteret, at mennesker, som arbejder med mennesker, har tendens til at blive overbelastet, bl.a. af kontakten og nærværet med børn, brugere eller klienter.
Derfor er det en eminent, stress-minimerende og sundhedsfremmende diciplin at holde en pause. Uden at være “på”.
Og at pædagoger kan holde lidt pause på legepladsen SAMTIDIG med at de er tilgængelige, hvis noget brænder på. Ja, det kan både børn, forældre, ledere og andre vist kun være ovenud tilfredse med.  

Så må det til gengæld være lovligt at trække stikket ud mens man sidder på tønden. Syn’s jeg altså.

 

Vil du ha’ gode ideer?

Jeg har en hel håndfuld gode ideer til, hvordan du får det bedste ud af dine pauser.
Dem kan du få lige her. Oveni får du også en gratis inspirationsmail når jeg har noget på hjerte. Eller… når jeg både har noget på hjerte og tid til at få det skrevet ned i en mail.

Hvis du allerede er på min mailliste, får du ideerne i den mail, som er lige på trapperne… Værs’go’.

Hvis du kender andre, som vil ha’ gavn at at kigge nærmere på pausekulturen – eller følge med her på min blog, så del endelig til højre og venstre!

 

Kærligst

Anette

 

Bestemmer du selv, hvornår du arbejder?

Bestemmer du selv hvornår du arbejder?

23.57 – blinker tallene nederst på skærmen, og fortæller at det for længst er tid til at klappe låget i. På computeren og også det mentale låg. Godnat!

Nu er det igen lykkedes mig at se stort på alle gode (og rigtige) råd om at sørge for at sove nok og helst fra for nogle timer siden.
Men der var altså lige noget arbejde, der var vigtigt. Og så må jeg sove lidt mere i morgen.

Sådan går det tit når jeg har travlt. Det kender du måske.

Flere og flere af os får efterhånden mulighed for at arbejde fleksibelt, og lægge arbejdstimerne der, hvor det er mest hensigtsmæssigt for os, både hvad tid og sted angår. Også mennesker som arbejder med mennesker – og ikke mindst lederne.
Dette “grænseløse arbejde” er ofte genstand for debat i medierne.
Senest i forbindelse med lockouten af lærerne, hvor det bl.a. har handlet om, hvorvidt lærerne skal være fysisk tilstede på solen  37 timer om ugen eller fortsat have mulighed for selv at planlægge, hvor og hvornår de arbejder.

Uden at kaste mig ud i en diskussion om denne mildest talt varme kartoffel, undrer jeg mig over, hvor lidt spalteplads lærernes trivsel har fået i lige præcis denne debat. De topper i forvejen i flere stress-statistikker.
For netop det grænseløse arbejde har i andre sammenhænge kastet stressforskere ud i blodige, højrystede kampe mod hinanden. De fleste er nok enige om, at det har betydning, om vi selv kan bestemme. Men her stopper det så! For er betydningen positiv eller negativ for stressbalancen? Det er der delte meninger om.

Er det godt, når vi selv kan planlægge hvornår og hvor vi arbejder? 
Eller betyder det, at vi kommer til at arbejde for meget, forkert eller for hårdt?

Set fra min vinkel er det forskelligt, hvad vi har brug for, fordi vi ser og oplever virkeligheden så forskelligt.

For nogen er det guld værd, at kunne arbejde i hjemlige omgivelser, uden forstyrrelser, med et tæppe om benene eller i nattøj og besvare mails, forberede næste dags møder / undervisning, tænke en samtale igennem, osv.. Så går det nemmere at samle tankerne, og nervesystemet kan (gen)finde sin balance.
Hvis du er særligt sensitiv, nikker du sikkert genkendende til det scenarie.
Det kan også betyde alverden, hvis du har små børn, at kunne arbejde med god samvittighed om aftenen efter deres sengetid. Måske er det netop den mulighed, der gør, at du lykkes og trives med et krævende fuldtidsjob?

For andre er det ren gift. 
Hvis du har den mindste tendens til perfektionisme (hvilket i øvrigt også mange særligt sensitive har), kommer du nemt til at øge din reelle arbejdstid til alt for mange timer om ugen, når du har muligheden for at arbejde hjemme / andre steder.
Fordi du altid liiige kan gøre det lidt bedre.
Eller fordi du må være helt sikker på, at du har styr på detaljerne.
Hvis du er bare en smule over gennemsnitligt ambitiøs og engageret, har du grund til at være opmærksom. Og det er de fleste, som arbejder med mennesker, ikke? (“Men det er jo vigtigt, at jeg når det. For børnene / brugerne / medarbejderne /??…”) 

For dig vil det måske være befriende, at få din arbejdstid lagt i mere faste rammer.

For nogen er begge dele genkendeligt. Jeg elsker selv min mulighed for at arbejde på mærkelige tidspunkter og somme tider forskellige steder. Nyder at dagene ikke er ens. På den anden side tør jeg i perioder ikke tælle, hvor mange timer jeg arbejder. Og selvom jeg (som regel) elsker det, jeg gør, kan jeg godt mærke, at jeg ikke er lavet af jern. Stresslamperne begynder at blinke, og jeg må skifte gear.

Der er altså ikke ret meget i verden, der kun er sort eller hvidt. Så det gælder om, at vi sammen skaber mulighed for forskelligheder.

Det, du selv kan gøre, er at være superfuldtidsopmærksom på, hvad der er godt for dig.
Nyd, når virkelighed og behov passer sammen.
Og sørg for at reagere, hvis du opdager, at der er noget, som du ikke trives med.

Altså – reagere, som i “ok, så må jeg ta’ mig selv alvorligt, og lave noget om i min hverdag”.
Selvom det kan være bøvlet og svært. For du fortjener det.

Kærligst
Anette

 

PS. Del meget gerne dele med andre, som du tror, kan ha’ glæde af at læse med.

 

Hjerte

Hurra for at ha’ hjertet med på arbejde

Indrømmet. Engang imellem kommer jeg i tvivl. Om jeg er rigtig velforvaret.

Ikke fordi jeg har et stort hjerte og et håb om en bedre verden. For det er da ok.

Heller ikke fordi jeg med efterhånden mange års erfaring blandt mennesker som arbejder med mennesker er blevet pænt god til at skabe gode rammer for det gode møde med andre, der har brug for inspiration eller støtte (altså ikke den slags møder, hvor en dagsorden håndhæves af en mødeleder for at nå igennem punkterne til tiden, men mødet mellem mennesker, som finder en sælsom, næsten magisk kontakt og skaber en forbindelse, som gør godt).

Nej, jeg kommer i tvivl, fordi jeg ved at arbejde med mennesker – sammen med alle I andre – placerer mig gennemført præcist i farezonen, hvor jeg hele tiden må balancere hårfint på grænsen mellem trivsel og stress.

Fordi jeg kun lykkes med mit arbejde, når jeg er personlig og bruger min empati, mit nærvær og mit hjerte. Og fordi det lige præcis er noget af det, der slider, tapper og stjæler min energi, hvis jeg ikke passer usandsynlig gevaldigt på. Siger flere undersøgelser og statistikker.

Men hvorfor så udsætte sig selv for det? Hvad er det dog, der gør, at så mange hjertevarme, ildsjælsprægede og knalddygtige mennesker som arbejder med mennesker – SOSU-folk, pædagoger, lærere, sygeplejersker, ergoterapeuter, socialrådgivere, mentorer og andre med daglig menneske-kontakt – kæmper og knokler utrætteligt for andre? Og risikerer liv og helbred for det?
Tja…

 

Det giver jo mening…
… at gøre noget for andre. Når indsatsen giver os en oplevelse af, at vi gør en betydende forskel for det menneske, hvis liv eller lykke vi holder i vores hånd, føler vi os til gavn. Måske efterhånden en halvslidt floskel, men ikke desto mindre ofte den grund, der nævnes først, når nogen spø’r. Florence Nightingale følte arbejdet som et kald, og vi trasker afsted i hendes fodspor i en 2013-version, som dog nok er moderniseret en kende. Men de store hjerter florerer i bedste velgående. (Jeg kender i hvert fald mindst et par stykker…)

Gamle sår heles…
… i takt med at vi møder mennesker, med kvababbelser, der minder om dem, vi selv har bøvlet med eller kender fra vores eget liv. De sår, som har været smertelige for os selv, har givet os en ballast, som vi gerne vil berige andre med. Hjælperen, som selv har haft et misbrug, ved f.eks. præcist hvad den aktive misbruger gennemlever, og kan i sit vellykkede hjælpearbejde finde en form for værdi og ro, som virker helende. I bedste fald. Der er masser af faldgruber for den hjælper, som ikke er tilstrækkelig afklaret omkring sin egen fortid og egen sårbarhed.

Vi udvikler os selv…
… når vi lærer, hvad der udvikler og forandrer andre. Hele processen, der forvandler den nye og uprøvede i faget til en garvet, velkvalificeret professionel, er i bedste fald en personlig udviklings-tour de force, som resulterer i større indsigt i livet og genvordighederne – og ikke mindst hvad vi selv indeholder, ønsker og føler. En gevinst, som nærer den umættelige trang til at forstå os selv – og ja, resten af menneskeheden – som vi også bærer rundt på. I al beskedenhed.

Verdensbilledet nuanceres…
… i mødet med mennesker, som lever under helt andre vilkår og med helt andre værdier end dem, vi kender. Vores rummelighed og tolerance folder sig ud (medmindre vi slides så meget psykisk, at vi tvinges til at holde så meget “professionel” afstand, for at skærme os selv, at vi bliver kolde og småkyniske) og vi bliver anerkendelses-eksperter, som uden de store problemer kan favne de problemstillinger og behov vi møder. Måske sættes vores eget liv alvorligt i relief, når vi møder mennesker, som kæmper og klarer sig trods odds, der ville få os selv til at gå bagud af dansen. Og vores private problemer har tendens til at blegne i sammenligningen, hvilket heller ikke er at kimse ad.

SÅ der er grunde nok for os mennesker som arbejder med mennesker. Ingen smalle steder her! Og du sidder måske endda og tænker på et par stykker mere?
Ligeså forskellige vi er, ligeså forskellige er vores motiver og bevæggrunde sandsynligvis. Heldigvis.

Det vigtige er, at der stadig er hjertelige mennesker nok, som tager chancen og kaster sig ud i det fantastiske eventyr det også er – at arbejde med mennesker.
For uden glade, engagerede og risikovillige fantaster var verden et trist sted at være.

Husk at sige tak til dig selv, hvis du er en af dem.
Og til de andre du møder ude i verden. Det luner altså i svinget!

 

Kærligst
Anette

Ps. Skal vi mødes i virkeligheden? Kig forbi min kalender her og find det arrangement, der passer dig bedst.

Hvis du vil ha’ et hint, når der er nyt på bloggen (eller andet nyt fra mig) kan du skrive dig på min mailliste lige her