“Jo tak, jeg vil da rigtig gerne kigge forbi og drikke en hyggelig kop venindekaffe sammen med dig… Når jeg er færdig med at totalrenovere vores nyerhvervede nedlagte landsbyskole..!”
Samtidig med at jeg er supermor for mit ammebarn og hans storebror.
Og laver al maden fra bunden.
Mens jeg anlægger køkkenhaven, passer hønsene og liiige syr lidt babytøj selv.
Anette, du er ikke rigtig klog
Min søde veninde rystede på hovedet.
Hun fortalte med et skævt smil, at jeg var galt afmarcheret.
Hun vidste, at renovering af gamle huse er en “never ending story”.
Og at venindekaffe (og andre trivselsfremmende nødvendigheder) aldrig skal placeres bagest i køen på den måde.
Kaffen ville jo tørre ud i kanden, hvis hun skulle vente på det.
Men det forstod jeg først for alvor et par gedigne stress-erfaringer senere.
Efter endnu et spædbarn, en uddannelse, et par lederjobs, en længere udlandsrejse med tre børn, en flytning inkl. endnu en omgang istandsættelse, en solid omgang ildsjæleri og en chef med benspænder-ekspertise. Med mere. Oveni hinanden.
“Perfekte Anette”
Det var såmænd ikke alle de (vanvittigt mange) ting, jeg havde gang i på en gang, som gjorde mine projekter halsløse. Og som trak tæppet væk under min trivsel.
Det var mere den indstilling, jeg havde til mig selv, mit liv og mit ambitionsniveau.
Jeg ville være så tæt på perfekt som muligt. Og det skulle helst se legende let og “casual” ud, så andre ikke fandt ud af, hvor meget energi, det kostede mig. Og hvor stresset jeg rent faktisk var.
Jeg var forblændet af det billede, jeg havde på nethinden af, hvordan jeg gerne ville være og hvordan jeg gerne ville klare mit liv. Det handlede om ikke at ligne alle andre, men gøre tingene på en unik måde, som jeg slet ikke kunne leve op til.
Og lade min indre ildsjæl flamme for andre – på bekostning af mig selv.
Det vidste jeg ikke dengang. Mønstret i hvordan jeg (næsten systematisk) nedbrød min egen trivsel, så jeg først senere.
Jeg mærkede ikke efter, hvordan jeg havde det, og opdagede derfor ikke, hvor meget jeg i virkeligheden drev rovdrift på mine egne ressourcer.
“Perfekte dig…?”
Og sådan er det desværre tit. Vi har svært ved at tage det ind, når andre fortæller, at vi er langt ude. Selvom alarmklokkerne bimler og bamler, så vores ører blafrer. Selvom trivsel er blevet en by i Rusland.
Så min historie ligner rigtig mange andres. Måske også din?
I hvert fald “rammer” jeg mange, når jeg fortæller om, at jeg nu er blevet hamrende god (i al beskedenhed) til at nyde før jeg yder.
Det oplevede jeg en bekræftelse på, da jeg en doven, solfyldt eftermiddag på terrassen lagde et opslag på TrivselsGuides facebookside. I al sin enkelthed handlede det om, at jeg med den bedste samvittighed valgte at dovne og gav f***** i alle de praktiske opgaver, der brølede til mig: “Kom nu i gang…!!!!!”
Det væltede ind med “synes godt om”, kommentarer og delinger af opslaget. Du kan se det her:
Opslag af Trivselsguide – For mennesker som arbejder med mennesker.
Er du også er en af de mange, som har tendens til at bikse en usund blanding sammen af overansvarlighed, perfektionisme, lidt “ildsjæleri” og måske et slunkent selvværd? For det er tit lige der, det hele strander.
Nu vil jeg gerne dele min erfaring med trivsel
Jeg vil så gerne gøre mit til, at andre i samme (livsforkortende og – forpestende) situation, som jeg sad i til halsen, får øje på de mønstre, der gør livet surt for dem. Før det går galt. Før det ender med alvorlig stress.
Det er nemlig meget lettere og dejligere at leve på en anden måde. Når først man får øjnene op for sin egen trivsel…
Hvis du har lyst til at hjælpe andre på vej, og kender nogen, som måske vil ha’ gavn af at læse med, så del endelig der, hvor du kommer frem. Det er desværre relevant for alt for mange…
Kærligst
Anette
TrivselsGuide
