Øjeblikke - TrivselsGuideEn uge i oktober. Solfaktor 30 og ternede badebukser, str. 11. Min yngste søn og jeg på Santorini. Vidunderligt.
(Trængte pludselig sådan til at tænke på noget andet end december. Håber du vil tænke med?)

På denne tur var vi bare to. To som begge trængte til at geare ned uden stress, finde ro og nyde at være til, være sammen.
For mig handler ro om at mærke mig selv. Helt stille i fuldstændigt nærvær…

Hvordan kan man det med en glad og nyhedssøgende 11-årig som rejsefælle?
Ja, det kan man heller ikke altid.
Men jeg var ekstremt opmærksom på at finde de små oaser med mulighed for fokuseret ro. At finde rammer, hvor han kunne være rolig med mig. (Det har 11 årige krudtugler også brug for) Eller rammer, hvor han kunne udforske, opleve, føle sig stor og selvstændig – uden fare. (For ellers kunne jeg jo heller ikke være rolig.)
Klippe-knolde-samlinger i vandet (i passende afstand fra stranden til at udfordre ham og berolige mig) og snorkel og dykkerbriller.
En rolig stund ved poolen, hvor han gik en tur alene i den lille by for at købe en souvenir til bedstevennen.
Og stjernestunden – en af de mange jeg tager med mig hjem som et ekstra kært minde:

Stjernestund med solnedgang

Vi sad på en trappe i den smukkeste by jeg nogensinde har set. På første parket ventede vi på en fuldstændig fantastisk solnedgang over havet. Der var en heftig, forventningsfuld summen fra hundredvis af turister med kameraer i skudklar stilling, og en helt fantastisk stemning.
Ro? Ja, på en helt særlig måde. Ro indeni. Her sad vi, og skulle ikke andet den næste time, måske mere. Sønneke blev en smule rastløs og gik et par ture “ud og hjem igen”. Accepterede uden tøven, at det her var godt og rigtigt.
Senere, en kæmpe solnedgang-sammen-med-næsten-en-million-andre-turister-oplevelse rigere, udbrød han: “Det her er den bedste ferie, vi nogensinde har haft!”
At den replik sikkert var hjulpet en anelse på vej af en lækker pizza og en kæmpe chokolademilkshake, slår ikke skår i noget for mig. Velvidende, at den er hørt før og sikkert også lyder næste gang, vi tar afsted , er jeg sikker på den kom fra hjertet.

Biblioteker i hovedet

De små øjeblikke af lykke – og de lidt længere stjernestunder – samler jeg i mit indre bibliotek. På fine hylder ligger de.
Når jeg har brug for at genkalde mig følelsen, de knytter sig til, kan jeg hente dem frem igen.
De kan gi’ mig varme, mod, forståelse, ro – og de der helt særlige dryp af glæde, som letter tristhed og giver min trivsel et løft.

Dagen efter sad vi i solen på stranden og fandt mikro-sneglehuse i gruset. Det var med at udnytte snorklepauserne til gode snakke, og jeg bragte vores solnedgangstur på bane. Da jeg beskrev mit indre bibliotek med en lykkehylde, en ro-hylde osv. og fortalte om, hvordan jeg lægger øjeblikke på lager der, sagde sønneke med (kærligt) eftertryk: “Du er altså ikke helt normal, mor! Jeg kender ingen andre forældre, der har biblioteker inde i hovedet…”

Få sekunder senere sad han langt ude i vandet på en klippeknold og nynnede, mens hans hvide hår lyste i solen. Og forærede mig endnu et dryp af glæde. Til mit bibliotek…

Kærligst
Anette
TrivselsGuide

PS. Hvis du også har biblioteker inde i hovedet – eller overvejer at få det – så skriv mig en lille kommentar. Vi ku’ jo starte en klub…

Ku’ du bruge mine ord? Så kan andre måske også. Del endelig så meget du har lyst til.

Tagged with →  

4 Responses to Dryp af glæde og lykkelige øjeblikke. Om ikke at være helt normal. Og at være glad for det.

  1. Anette siger:

    Hej Lisbeth.

    Tusind tak for din kommentar – og dine tanker om øjeblikke. Det fine citat rammer lige præcis plet, og giver noget at tænke (videre) over.
    Tillykke med din dejlige søn. Det er en gave, når man kan dele øjeblikke – også med sine voksne børn. Så heldig er jeg også…
    Mit bibliotek er vist et af de rodede af slagsen. Det har en effektiv “søge-funktion” indbygget, som er ganske smart, når jeg har brug for at genfinde et øjeblik med fx. ro, som kan hjælpe med at skabe ro i et nyt øjeblik. 🙂

    Kærligst Anette

  2. Lisbeth siger:

    Hej Anette.

    Som en svensk veninde så fint skrev til mig: “Alle de øjeblikke. Jeg vidste ikke, at det var dem, som var livet.” Vist et citat fra Pascal Merciers Nattog til Lissabon, hvor hovedpersonen når til denne erkendelse i den allersidste del af livet. Det ville være trist, hvis det skulle være konklusionen. Derfor tak for at dele dine tanker fra en skøn ferie og få os andre til at skønne på øjeblikkene – ikke mindst som hjælp til at hæve livsmodet og til af stresse af.

    God idé med biblioteket for dem, der er til struktur og orden. Jeg er nok mere til rygsækken 🙂

    Jeg håber og tror, at din søn med tiden vil sætte pris på, at hans mor ikke er helt normal. Det ville da også hurtigt blive kedeligt. Selv er jeg i den lykkelige situation at have en voksen søn, der i den grad forstår at sætte pris på netop de egenskaber hos mig, der er specielle. Det er langt fra utænkeligt, at det kommer af vores fælles øjeblikke…

    Kh Lisbeth

  3. Hej Maria.
    Tusind tak fordi du fortæller om din rygsæk med lykkestunder. Kan sagtens genkende aspargessuppe-stunder og den slags. De er guld værd – i rygsække, biblioteker eller hvor vi finder på at gemme den slags… 🙂

  4. Maria siger:

    Hej Anette
    Jeg tror også at vi skal samle de små lykkestunder. Jeg kommer bare mine i en rygsæk i stedet for i et bibliotek. ;-)://www.kabalen.net/kan-man-samle-p-lykke
    Jeg fylder min rygsæk med de særlige lykkestunder fra ferier og andre oplevelser, men også dem fra hverdagen. F.eks. lige nu hvor jeg rører i asparges suppen vi skal have til aftensmaden og lytter til min mand og drenge der leger og griner i stuen. 🙂
    Kh maria

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.