Hvorfor i alverden udsætter man dog sig selv for den slags?

Indrømmet. Engang imellem kommer jeg i tvivl. Om jeg er rigtig velforvaret.

Ikke fordi jeg har et stort hjerte og et håb om en bedre verden. For det er da ok.

Heller ikke fordi jeg med efterhånden mange års erfaring blandt mennesker som arbejder med mennesker er blevet pænt god til at skabe gode rammer for det gode møde med andre, der har brug for inspiration eller støtte (altså ikke den slags møder, hvor en dagsorden håndhæves af en mødeleder for at nå igennem punkterne til tiden, men mødet mellem mennesker, som finder en sælsom, næsten magisk kontakt og skaber en forbindelse, som gør godt).

Nej, jeg kommer i tvivl, fordi jeg ved at arbejde med mennesker – sammen med alle I andre – placerer mig gennemført præcist i farezonen, hvor jeg hele tiden må balancere hårfint på grænsen mellem trivsel og stress.

Fordi jeg kun lykkes med mit arbejde, når jeg er personlig og bruger min empati, mit nærvær og mit hjerte. Og fordi det lige præcis er noget af det, der slider, tapper og stjæler min energi, hvis jeg ikke passer usandsynlig gevaldigt på. Siger flere undersøgelser og statistikker.

Men hvorfor så udsætte sig selv for det? Hvad er det dog, der gør, at så mange hjertevarme, ildsjælsprægede og knalddygtige mennesker som arbejder med mennesker – SOSU-folk, pædagoger, lærere, sygeplejersker, ergoterapeuter, socialrådgivere, mentorer og andre med daglig menneske-kontakt – kæmper og knokler utrætteligt for andre? Og risikerer liv og helbred for det?
Tja…

Det giver jo mening…
… at gøre noget for andre. Når indsatsen giver os en oplevelse af, at vi gør en betydende forskel for det menneske, hvis liv eller lykke vi holder i vores hånd, føler vi os til gavn. Måske efterhånden en halvslidt floskel, men ikke desto mindre ofte den grund, der nævnes først, når nogen spø’r. Florence Nightingale følte arbejdet som et kald, og vi trasker afsted i hendes fodspor i en 2013-version, som dog nok er moderniseret en kende. Men de store hjerter florerer i bedste velgående. (Jeg kender i hvert fald mindst et par stykker…)

Gamle sår heles…
… i takt med at vi møder mennesker, med kvababbelser, der minder om dem, vi selv har bøvlet med eller kender fra vores eget liv. De sår, som har været smertelige for os selv, har givet os en ballast, som vi gerne vil berige andre med. Hjælperen, som selv har haft et misbrug, ved f.eks. præcist hvad den aktive misbruger gennemlever, og kan i sit vellykkede hjælpearbejde finde en form for værdi og ro, som virker helende. I bedste fald. Der er masser af faldgruber for den hjælper, som ikke er tilstrækkelig afklaret omkring sin egen fortid og egen sårbarhed.

Vi udvikler os selv…
… når vi lærer, hvad der udvikler og forandrer andre. Hele processen, der forvandler den nye og uprøvede i faget til en garvet, velkvalificeret professionel, er i bedste fald en personlig udviklings-tour de force, som resulterer i større indsigt i livet og genvordighederne – og ikke mindst hvad vi selv indeholder, ønsker og føler. En gevinst, som nærer den umættelige trang til at forstå os selv – og ja, resten af menneskeheden – som vi også bærer rundt på. I al beskedenhed.

Verdensbilledet nuanceres…
… i mødet med mennesker, som lever under helt andre vilkår og med helt andre værdier end dem, vi kender. Vores rummelighed og tolerance folder sig ud (medmindre vi slides så meget psykisk, at vi tvinges til at holde så meget “professionel” afstand, for at skærme os selv, at vi bliver kolde og småkyniske) og vi bliver anerkendelses-eksperter, som uden de store problemer kan favne de problemstillinger og behov vi møder. Måske sættes vores eget liv alvorligt i relief, når vi møder mennesker, som kæmper og klarer sig trods odds, der ville få os selv til at gå bagud af dansen. Og vores private problemer har tendens til at blegne i sammenligningen, hvilket heller ikke er at kimse ad.

SÅ der er grunde nok for os mennesker som arbejder med mennesker. Ingen smalle steder her! Og du sidder måske endda og tænker på et par stykker mere?
Ligeså forskellige vi er, ligeså forskellige er vores motiver og bevæggrunde sandsynligvis. Heldigvis.

Det vigtige er, at der stadig er hjertelige mennesker nok, som tager chancen og kaster sig ud i det fantastiske eventyr det også er – at arbejde med mennesker.
For uden glade, engagerede og risikovillige fantaster var verden et trist sted at være.

Husk at sige tak til dig selv, hvis du er en af dem.
Og til de andre du møder ude i verden. Det luner altså i svinget!

Kærligst
Anette