Hvert år inden ferien rydder jeg op i opgaver og hængepartier.
Det gør du sikkert også.
For nogle år siden fik det mit stressniveau til at eksplodere.
For der var alt for meget, jeg var nødt til at nå.
Og alt for lidt tid til min rådighed.
Det var som om, alt afhang af, om jeg lykkedes med at nå det umulige.
Jeg ved, at mange andre kender til netop det.
Efterhånden har jeg fundet en anden vej.
Her får du mit bedste fif. Som med fordel kan bruges året rundt, når du har snævre deadlines og alt for meget, der skal nås.
Undgå stress før ferien
Lang historie kort:
Det handler om lister.
For alt i verden IKKE endeløse lister med alt, hvad du gerne vil nå det næste halve år.
Som du i enten desperation eller vanvittig tidoptimisme beslutter, at du skal igennem inden ferien.
Men realistiske lister med indbyggede vejrtrækningspauser.
Ændringsmuligheder.
Og overblik.
Hele tre lister, faktisk.
Hvor opgaverne benhårdt sorteres i tre kategorier:
1. Skal klares inden ferien.
2. Skal klares inden ferien, hvis der ikke er noget andet, som er vigtigere. I så fald uddelegeres / flyttes til liste 3.
3. Skal klares når jeg er tilbage igen efter ferien.
Indhold på de tre vigtige lister
Liste nr. 1
Den første liste kan nemt blive (alt for) lang.
Det skal den ikke være.
For alt der står på den, skal (realistisk) kunne klares inden ferien.
På min liste nr. 1 står der indtil videre:
Skrive blogindlæg. Skrive og udsende inspirationsmail. Finde datoer til efterårets åbne kurser og foredrag. Skrive om dem på hjemmeside og Facebookside. Booke overnatning på Bornholm (hvor jeg skal holde oplæg i september). Holde to 1:1 samtaler. Undervise onsdag og torsdag. Rydde op på skrivebordet (- altså kun det værste rod. Kaffekopper og alt det, der ellers vil tiltrække myrer…).
Slut.
Din liste nr. 1 vil selvfølgelig se anderledes ud.
Liste nr. 2
På min liste nr. 2 står der en frygtelig masse.
Stort og småt.
Alt det, som jeg gerne vil nå før ferien.
Hvis der er tid.
Også “private” opgaver, som altså ikke er arbejdsrelaterede.
Men meget af det rykker til liste 3 efterhånden som dagene går.
Når en af mine store drenge pludselig står her og gerne vil ha’ mor-tid.
I arbejdstiden.
Eller der dukker noget andet uopsætteligt op.
Og noget af det bliver givet videre til en anden, som kan hjælpe mig.
(En af mine drenge måske..? Hmmm…)
Liste nr. 3
Liste nr. 3 (Skal klares efter ferien) bliver billedet på alt det, som rumsterer i mit hoved og forsøger at bilde mig ind, at det haster.
Selvom det slet ikke er rigtigt.
Langt det meste af det, som jeg tidligere lod stresse mig, kan sagtens vente.
Når jeg skriver det ned på min liste nr. 3, skriver jeg det “ud af mit hoved”.
Parkerer det.
Og finder ro i at vide, at jeg ikke glemmer det.
For nu står det jo på listen.
Sådan sorterer du
”Hjælpespørgsmål” til sorteringen af opgaver kan være:
- Kommer nogen til skade, hvis jeg først når det efter ferien?
- Er der nogen, som kan klare det for mig?
- Hvad er det værste, der vil ske, hvis jeg udsætter det?
- Kan der være fordele ved at vente?
(Det er der ofte. En af fordelene kan være, at du ikke vælter med stress. Og den fordel er til at ta’ og føle på. Skulle jeg mene.)
Afsted på ferie uden stress
Det kan godt lade sig gøre at gå på ferie uden stress.
Måske kræver det (store?) forandringer i din måde at nærme dig ferien på. Måske gør du det allerede.
Uanset hvordan du gør, vil jeg ønske dig god fornøjelse med det.
Og god ferie, når du kommer til den.
De bedste sommerhilsner,
Anette Christensen
TrivselsGuide
PS.
Kender du nogen, som også vil have glæde af at læse med?
Så tryk endelig på “knapperne” herunder og del i de sociale netværk, hvor dine kontakter er.
Hej Magnus
Dejligt at høre – Tusind tak for din kommentar.
Lyder som en god ide med “rød-gul-grøn-sortering”. Fortsat god fornøjelse med det 🙂
Mvh.
Anette,
TrivselsGuide
fedt oplæg. passer godt ind i mit eget hjemmesnedkererede rød-gul-grøn-sortering. bruger det allerede i dag med mit team.