En gang imellem må man vige pladsen for andre, som har noget på hjerte.
Denne gang har jeg (med stor glæde) budt velkommen på bloggen til Maria Gammelgaard, som har fået en ny indsigt i sig selv og sit liv – om at være særligt sensitiv.
Den vil hun dele.
Måske kan du genkende noget?
Af Life- & Stresscoach Maria Gammelgaard.
At finde ud af at man er særlig sensitiv, kan være en proces. Måske kan man godt mærke indeni, at man er mere sensitiv end andre, men at skulle acceptere at være særlig sensitiv, kan tage tid.
Det havde været en dejlig dag. Solen skinnede højt på himlen en skøn sommerdag.
Det havde været en god dag på job, og efterfølgende havde jeg været ude at synge med vores ”husorkester” på min arbejdsplads.
Da jeg kom hjem hyggede jeg med mine drenge, vi fik jordbær og lækker is til dessert, uhm!
Glade drenge blev puttet i god ro og orden.
Bagefter oplevede jeg pludselig mig selv synke træt sammen på badeværelsesgulvet, og som et lyn fra en klar himmel, kom der modløse og opgivende tanker til mig. Tankerne var egentlig ikke særligt konkrete, men nærmere en følelse af: ”Nu kan jeg ikke mere, jeg har brug for ro!”
Fyldt op?
Sådan får jeg det ofte. Følelsen af at være brugt op, og bare have brug for at være i fred. Det interessante ved det er, at det ikke kun er på dårlige dage, at jeg har det sådan.
De fleste kender nok til, at hvis det har været en lorte dag, så vil man bare gerne være i fred og ro. For mig kommer det også på de gode dage. På dage hvor jeg har oplevet positive ting, og har været sammen med mennesker, jeg holder meget af.
Jeg får ofte en følelse af at være blevet fyldt op, og har brug for at være alene for at tømme af igen.
For mig var det vildt hårdt, da mine børn var små og krævede mig og min opmærksomhed hele tiden. Ofte var jeg alene med mine drenge, mens min mand var på arbejde.
Hvis du selv har eller har haft små børn, så kender du til det, at man ikke engang kan gå på toilet i fred, og madlavningen ofte er med et sultent barn på armen.
Jeg var på mange måder rigtig god til at være småbørns mor, jeg tog tingene ovenfra og ned, var ikke overdrevent pyldret og bekymret, og jeg havde begge ben på jorden, men det at jeg konstant stod til rådighed, dag og nat tog pusten fra mig.
Du har sikkert også hørt udtrykket: Små børn – små problemer. Store børn – store problemer. Jeg hader det udtryk!
For mig var det nemlig opslidende og stressende konstant at være på.
Mine drenge er nu 7 og 9 år, og jeg elsker det. De har stadig brug for mig, men er selvhjulpne og kræver mig ikke konstant længere.
Så nu er der plads til mig igen. Og det har jeg brug for. Pladsen til mig. For det er her jeg tømmer mit hoved for indtryk.
Det ændrer ingenting
Nå, men tilbage til den dejlige sommerdag, som jeg startede med.
Det blev dagen, hvor jeg for alvor var nødt til at se i øjnene, at jeg er særlig sensitiv. Måske ikke i voldsom grad, men i en sådan grad, at jeg er nødt til at huske at passe på mig selv. At jeg er nødt til at se i øjnene, at jeg ikke kan blive ved med at fylde på, når jeg er fyldt op, uanset at det er positive ting, jeg prøver at fylde i.
Jeg har vel egentlig vidst det længe, men har alligevel haft svært ved at erkende det.
Men nu vil jeg gå ud i verden og sige: ”Jeg er særlig sensitiv.”
Det ændrer ingenting. Det ændrer ikke hvem jeg er, eller hvad jeg står for.
Det er blot endnu en erkendelse, som hjælper mig med at acceptere mig, som den jeg er.
________________________________________________________________________________
Kan du mon genkende noget? Fortæl endelig løs i kommentarfeltet herunder…
Kender du nogen, som du tænker vil ha’ glæde af at læse Marias ord?
(Eftersom ca. 20 % af verdens befolkning ifølge amerikansk forskning er særligt sensitive, sku’ der være en chance.)
Så del bare indlægget med hele verden – eller i hvert fald en del af den 🙂
Kærligst
Anette Christensen
TrivselsGuide
