Hvis du kender mig eller har fulgt mig i et stykke tid, så har du nok fået en fornemmelse af, at jeg er (blevet) rigtig god – faktisk somme tider måske lidt for god – til at sætte mig ned med en dejlig kop kaffe og nyde øjeblikket.
Uden stress. Midt i det hele.
Selvom det roder omkring mig.
Og vasketøjet endnu ikke er blevet til vasketøj, men stadig bare ligger i en beskidt bunke på gulvet.
Og tv’et er så støvet, at det efterhånden ligner atmosfæriske forstyrrelser på skærmen.
Ja. Det kan jeg sagtens.
Det er længe siden, jeg gjorde op med det gamle ord ”Du skal yde, før du kan nyde!”.
I langt de fleste tilfælde gi’r det mere mening at nyde, før vi yder.
For hvis ikke vi har overskud på vores personlige trivselsbalance, hvad skal vi så dele ud af? Hvordan skal vi så kunne yde noget?
Det er også længe siden, jeg slap den dårlige samvittighed over, at der ikke er superrent hjemme hos os, og over at jeg snildt kan finde på at købe mig til nybagt kage – hvis altså det er nemmere at komme til bageren end at kaste en dej sammen selv i en fart.
Og så videre.
Men i sidste weekend blev jeg udfordret på noget, jeg ikke var klar over, ville sende mig til tælling.
Jeg følte mig virkelig snigløbet. Af ingen andre end…mig selv.
Min mand og vores 3 efterhånden store drenge gav mig til morsdag et gavekort på en weekendtur, hvor jeg ikke skulle røre en negl, men have alt serveret – næsten på et sølvfad. Jeg skulle læne mig tilbage og lade andre sørge for alt. Mens jeg kun tænkte på mig selv og min helt personlige trivsel.
Dejlig gave!
Dronning i vildrede
Allerede mens jeg sad med benene oppe og ventede på, at første programpunkt blev kørt i stilling (Champagnebrunch med alt, hvad der hører til sådan en – lavet af min søde mand), ramte det mig første gang: ”Jeg kunne jo lige hente…” ”Jeg kunne lige hjælpe med…”
Min dårlige samvittighed blomstrede i fuldt flor over bare at sidde der, mens en anden vartede mig op.
”Det er skønt at være dronning!” forsøgte jeg at overbevise mig selv om. Og alle, der gad høre på mig.
Men jeg var helt i vildrede indeni.
Jeg, som plejer at smække benene op midt mellem ufærdige projekter og ugjorte pligter! Og flade ud med den bedste samvittighed.
Hej autopilot – stop nu!
Jo længere vi kom i det forkælelses-program, jeg var hovedperson i, jo tydeligere blev det for mig, hvor svært jeg har ved at være den, der bliver forkælet.
Det gik op for mig, at mit store hjerte og min veludviklede fornemmelse for andres behov arbejder på autopilot, selv når jeg (udtrykkeligt) beder om standby-funktionen. Og får mig til – helt pr. impuls – at være klar til at servicere og hjælpe andre.
I stedet for at læne mig tilbage, og lade andre gøre noget for mig.
Det er ude af min kontrol!
Men sådan skal det ikke blive ved med at være.
Og det første store skridt er taget. Opmærksomheden på balladen og erkendelsen af, at jeg her har et arbejdspunkt, har i sig selv allerede flyttet en masse for mig. Så nu skal jeg øve mig i at tage imod!
I virkeligheden ikke det værste at skulle øve sig på, vel?
Hvis du også har en smule svært ved at være dronning, er du mere end velkommen til at dele din oplevelse herunder.
Det gælder selvfølgelig også, hvis du ikke har svært ved det, men har lyst til at give et godt råd videre fra din trone.
(Del også meget gerne bloggen på de sociale medier, hvor du måske kender andre – kommende – dronninger.)
Kærligst
Anette
TrivselsGuide
Selv tak 🙂 Sådan en dejlig knap tror jeg, vi alle har fået “installeret” fra fødslen, og det kan være et større arbejde at få den til at virke igen, når vi er kommet til at “klippe ledningerne over”. Men det ER muligt.
Tillykke med din proces – og en rigtig god dag til dig, “Dronning Anja” 😉
Tak for dit super indlæg og jo tak..jeg melder mig under fanen og savner også den knap der hedder OFF hvor jeg kan få mulighed for, at sige til mig selv “Slap af – læn dig tilbage og nyd dette sekund som aldrig kommer igen”. Men hvem siger at det er let at ændre en vane…men tak fordi jeg er i proces! God dag til alle – Anja