Min mors pebernødder

– får englene til at synge…

Min mor var en ultra-sensitiv, storhjertet og omsorgsfuld kvinde.
Hun ville alle det bedste og glemte ofte sig selv.
Hun bagte verdens bedste pebernødder. Uden sammenligning!

Glem for en stund al snak om sundhed og fråds i disse fantastiske små vidunderkager. (Måske vil du mærke et strejf af den kærlighed, hun altid bagte ind i dem…)

Men gå kun i gang hvis du kan se dig selv i øjnene og helt ærligt sige:

”Jeg elsker, når køkkenet ligner en slagmark, ungerne har mel i håret, og jeg mærker den eventyrlige fornemmelse af en klat tabt dej, der følger med, når jeg flytter min venstre fod…

Eller hvis du er den type, der kan bage uden at alt dette udspiller sig – og stadig nyde det …

Her kommer opskriften:

500 g. mel

250 g. smør/margarine

300 g. sukker

1 tsk. kardemomme

1 tsk. kanel

½ tsk. hjortetaksalt

2 æg

Reven skal af en øko-citron

Og hvis peber er et must for dig, så kværn en smule og put det i …

Ælt det hele sammen til en ensartet masse.

Tril til ca. 1½ cm tykke ruller, som skal ligge køligt natten over eller i hvert fald et par timer.

Skær stykker på ca. 1½ cm og sæt dem på en plade med lidt afstand imellem, for de flyder lidt ud.

Bag dem ved 170 grader i ca. 10 minutter eller til de er let lysebrune.

Juhu!
Så synger engle, børn og sukkermunde om kap …

PS. 
Normalt skriver jeg ikke om kager, men derimod om trivsel og stress.
Især for dig, som er særligt sensitiv og / eller arbejder med mennesker. F.eks. som pædagog, socialrådgiver, sygeplejerske, underviser eller SOSU medarbejder.
Du kan læse mere på bloggen eller følge mine inspirationsmails, hvis du har lyst.

pebernoedder TrivselsGuide.dk