Currently viewing the tag: "perfektionisme"

Min (indre) chef er et monster...!Jo, jo. Jeg ved det godt. Det er ikke muligt at være perfekt i alt. Eller nå alt til tiden hele tiden. Eller leve op til for store forventninger.

Men perfektionisten indeni har det rigtig godt gammeldags træls med det.
Selvom jeg selvfølgelig forlængst har besluttet, at det skal være slut med den slags tyranni.

Mine blog-læsere overlever ganske fint selvom jeg ikke leverer nye, fantastiske guldkorn hver 14. dag, som jeg i et anfald af overmod har lovet.
Deltagerne i min workshop opdager måske ikke engang, at den fjerde side i materialet kunne have været mere præcist formuleret, eller at jeg laver en fejl.

Men jeg er alligevel ikke selv helt tilfreds. Selvom jeg er min egen chef. Og selv bestemmer, hvornår nok er nok.

Genkender du noget?

 

Feriepanik og stress

Lige før ferieperioden er det højsæson for stress og dårlig samvittighed. For kuldsejlet perfektionisme, som ihærdigt forsøger at hægte sig fast og råber til dig, at det ganske simpelt ikke er godt nok. At DU simpelthen ikke er god nok, hvis du ikke når… fuldfører… leverer…inden du går på ferie.

Det kan være, at du har en leder, som “lægger i kakkelovnen” til dig. Stopfodrer dig med opgaver, projekter og uforudsete ting, der liiiige skal nås inden du holder fri. Eller nærer en kultur, der presser alle over evne – med ambitiøse mål og utilstrækkelige ressourcer.

Men det mest sandsynlige er, at du selv er med til at bære brændet til bålet, og stikke ild i det hele.
Fordi du gerne vil gøre dit bedste og hjælpe de mennesker, hvis liv eller velbefindende, du har et ansvar for. Eller fordi du ikke vil risikere kritik fra de andre. Eller fordi du bare elsker, når du er i mål, og alt er nået.

Perfektionister ved hvordan tingene skal være, for at de er i orden. Ofte ved vi også godt, at vi stiller for store krav til os selv. Sandsynligvis har vi ikke helt så høje forventninger til andre, og kan sagtens se, når andre perfektionister overdriver.

Når vi mærker symptomer på stress, har vi mange (bort)forklaringer.
“Når jeg bare lige er færdig med den her opgave, kommer der ro på igen”. “Det er ikke så slemt, jeg skal bare lige ha’ et par nætters ordentlig søvn, så er jeg klar igen”. “Jeg har jo selv valgt det, og så længe jeg synes det er sjovt, bliver jeg jo ikke rigtig stresset”. “Der er jo ikke noget at gøre ved det…”

Hvis vi altså overhovedet mærker noget.

Det er farligt. For når vi ignorerer eller bortforklarer det, vi mærker, så ændrer vi ingenting. Og bliver mere og mere stressede.

 

Pyt og planer

Det kan ændres!
Ikke med et quick-fix, som tryller perfektionismen væk eller fjerner krav og stress.

Derimod med et langt træk, som stille og roligt bringer os væk fra den hæsblæsende higen efter det perfekte eller flugten fra kritik og kaos.
Den indre chef skal i gang med at give slip, slappe af og være selvkærlig. Væk med monstermasken, pisken og tommelskruerne!

Det starter med en beslutning om at sige PYT.
Ja, pyt. Det lille bitte ord, som vi gerne må øve os i at elske at bruge meget mere.

Og planlægning. (Tænk, at rodehovedet her kan få sig selv til at skrive det!)
Mange perfektionister er gode til planlægning. Men denne slags planlægning handler om at planlægge at udskyde noget og vente med at gøre det. Med god samvittighed, forstås.
Hvilke ting kan vente til efter ferien? Hvilke ting kan jeg få en anden til at gøre? Hvilke ting kan gøres enklere og nemmere eller helt springes over? Uden at nogen kommer alvorligt til skade. Med garanti flere ting, and du først tror.

Jeg har gode erfaringer med at lave lister.
Så snart jeg har skrevet en opgave på listen med det, der kan udskydes, fylder den væsentlig mindre i mit hoved. Og før jeg ser mig om, er “her-og-nu-listen” blevet så kort, at den er til at leve med.

Når “efter-ferie-listen” er lavet, noget er uddelegeret og andet er “pyt-frasorteret”, gælder det om at skabe plads i kalenderen, så det bliver realistisk muligt at få tingene gjort. Både nu og senere. Det føles godt.

Og så er det tid til afslapning, nydelse, genopladning af batterier, masser af grin og kærlighed.
Trivsel i højeste potens.

Ferien kan bare komme an!

Rigtig god sommer til dig.

 

Kærligst

Anette

 

PS. Kender du (andre) perfektionister? Så send endelig mine ord i deres retning, og mind dem om værdien af at sige “pyt”…

 

Bestemmer du selv, hvornår du arbejder?

Bestemmer du selv hvornår du arbejder?

23.57 – blinker tallene nederst på skærmen, og fortæller at det for længst er tid til at klappe låget i. På computeren og også det mentale låg. Godnat!

Nu er det igen lykkedes mig at se stort på alle gode (og rigtige) råd om at sørge for at sove nok og helst fra for nogle timer siden.
Men der var altså lige noget arbejde, der var vigtigt. Og så må jeg sove lidt mere i morgen.

Sådan går det tit når jeg har travlt. Det kender du måske.

Flere og flere af os får efterhånden mulighed for at arbejde fleksibelt, og lægge arbejdstimerne der, hvor det er mest hensigtsmæssigt for os, både hvad tid og sted angår. Også mennesker som arbejder med mennesker – og ikke mindst lederne.
Dette “grænseløse arbejde” er ofte genstand for debat i medierne.
Senest i forbindelse med lockouten af lærerne, hvor det bl.a. har handlet om, hvorvidt lærerne skal være fysisk tilstede på solen  37 timer om ugen eller fortsat have mulighed for selv at planlægge, hvor og hvornår de arbejder.

Uden at kaste mig ud i en diskussion om denne mildest talt varme kartoffel, undrer jeg mig over, hvor lidt spalteplads lærernes trivsel har fået i lige præcis denne debat. De topper i forvejen i flere stress-statistikker.
For netop det grænseløse arbejde har i andre sammenhænge kastet stressforskere ud i blodige, højrystede kampe mod hinanden. De fleste er nok enige om, at det har betydning, om vi selv kan bestemme. Men her stopper det så! For er betydningen positiv eller negativ for stressbalancen? Det er der delte meninger om.

Er det godt, når vi selv kan planlægge hvornår og hvor vi arbejder? 
Eller betyder det, at vi kommer til at arbejde for meget, forkert eller for hårdt?

Set fra min vinkel er det forskelligt, hvad vi har brug for, fordi vi ser og oplever virkeligheden så forskelligt.

For nogen er det guld værd, at kunne arbejde i hjemlige omgivelser, uden forstyrrelser, med et tæppe om benene eller i nattøj og besvare mails, forberede næste dags møder / undervisning, tænke en samtale igennem, osv.. Så går det nemmere at samle tankerne, og nervesystemet kan (gen)finde sin balance.
Hvis du er særligt sensitiv, nikker du sikkert genkendende til det scenarie.
Det kan også betyde alverden, hvis du har små børn, at kunne arbejde med god samvittighed om aftenen efter deres sengetid. Måske er det netop den mulighed, der gør, at du lykkes og trives med et krævende fuldtidsjob?

For andre er det ren gift. 
Hvis du har den mindste tendens til perfektionisme (hvilket i øvrigt også mange særligt sensitive har), kommer du nemt til at øge din reelle arbejdstid til alt for mange timer om ugen, når du har muligheden for at arbejde hjemme / andre steder.
Fordi du altid liiige kan gøre det lidt bedre.
Eller fordi du må være helt sikker på, at du har styr på detaljerne.
Hvis du er bare en smule over gennemsnitligt ambitiøs og engageret, har du grund til at være opmærksom. Og det er de fleste, som arbejder med mennesker, ikke? (“Men det er jo vigtigt, at jeg når det. For børnene / brugerne / medarbejderne /??…”) 

For dig vil det måske være befriende, at få din arbejdstid lagt i mere faste rammer.

For nogen er begge dele genkendeligt. Jeg elsker selv min mulighed for at arbejde på mærkelige tidspunkter og somme tider forskellige steder. Nyder at dagene ikke er ens. På den anden side tør jeg i perioder ikke tælle, hvor mange timer jeg arbejder. Og selvom jeg (som regel) elsker det, jeg gør, kan jeg godt mærke, at jeg ikke er lavet af jern. Stresslamperne begynder at blinke, og jeg må skifte gear.

Der er altså ikke ret meget i verden, der kun er sort eller hvidt. Så det gælder om, at vi sammen skaber mulighed for forskelligheder.

Det, du selv kan gøre, er at være superfuldtidsopmærksom på, hvad der er godt for dig.
Nyd, når virkelighed og behov passer sammen.
Og sørg for at reagere, hvis du opdager, at der er noget, som du ikke trives med.

Altså – reagere, som i “ok, så må jeg ta’ mig selv alvorligt, og lave noget om i min hverdag”.
Selvom det kan være bøvlet og svært. For du fortjener det.

Kærligst
Anette

 

PS. Del meget gerne dele med andre, som du tror, kan ha’ glæde af at læse med.