Currently viewing the tag: "Ro"

Øjeblikke - TrivselsGuideEn uge i oktober. Solfaktor 30 og ternede badebukser, str. 11. Min yngste søn og jeg på Santorini. Vidunderligt.
(Trængte pludselig sådan til at tænke på noget andet end december. Håber du vil tænke med?)

På denne tur var vi bare to. To som begge trængte til at geare ned uden stress, finde ro og nyde at være til, være sammen.
For mig handler ro om at mærke mig selv. Helt stille i fuldstændigt nærvær…

Hvordan kan man det med en glad og nyhedssøgende 11-årig som rejsefælle?
Ja, det kan man heller ikke altid.
Men jeg var ekstremt opmærksom på at finde de små oaser med mulighed for fokuseret ro. At finde rammer, hvor han kunne være rolig med mig. (Det har 11 årige krudtugler også brug for) Eller rammer, hvor han kunne udforske, opleve, føle sig stor og selvstændig – uden fare. (For ellers kunne jeg jo heller ikke være rolig.)
Klippe-knolde-samlinger i vandet (i passende afstand fra stranden til at udfordre ham og berolige mig) og snorkel og dykkerbriller.
En rolig stund ved poolen, hvor han gik en tur alene i den lille by for at købe en souvenir til bedstevennen.
Og stjernestunden – en af de mange jeg tager med mig hjem som et ekstra kært minde:

Stjernestund med solnedgang

Vi sad på en trappe i den smukkeste by jeg nogensinde har set. På første parket ventede vi på en fuldstændig fantastisk solnedgang over havet. Der var en heftig, forventningsfuld summen fra hundredvis af turister med kameraer i skudklar stilling, og en helt fantastisk stemning.
Ro? Ja, på en helt særlig måde. Ro indeni. Her sad vi, og skulle ikke andet den næste time, måske mere. Sønneke blev en smule rastløs og gik et par ture “ud og hjem igen”. Accepterede uden tøven, at det her var godt og rigtigt.
Senere, en kæmpe solnedgang-sammen-med-næsten-en-million-andre-turister-oplevelse rigere, udbrød han: “Det her er den bedste ferie, vi nogensinde har haft!”
At den replik sikkert var hjulpet en anelse på vej af en lækker pizza og en kæmpe chokolademilkshake, slår ikke skår i noget for mig. Velvidende, at den er hørt før og sikkert også lyder næste gang, vi tar afsted , er jeg sikker på den kom fra hjertet.

Biblioteker i hovedet

De små øjeblikke af lykke – og de lidt længere stjernestunder – samler jeg i mit indre bibliotek. På fine hylder ligger de.
Når jeg har brug for at genkalde mig følelsen, de knytter sig til, kan jeg hente dem frem igen.
De kan gi’ mig varme, mod, forståelse, ro – og de der helt særlige dryp af glæde, som letter tristhed og giver min trivsel et løft.

Dagen efter sad vi i solen på stranden og fandt mikro-sneglehuse i gruset. Det var med at udnytte snorklepauserne til gode snakke, og jeg bragte vores solnedgangstur på bane. Da jeg beskrev mit indre bibliotek med en lykkehylde, en ro-hylde osv. og fortalte om, hvordan jeg lægger øjeblikke på lager der, sagde sønneke med (kærligt) eftertryk: “Du er altså ikke helt normal, mor! Jeg kender ingen andre forældre, der har biblioteker inde i hovedet…”

Få sekunder senere sad han langt ude i vandet på en klippeknold og nynnede, mens hans hvide hår lyste i solen. Og forærede mig endnu et dryp af glæde. Til mit bibliotek…

Kærligst
Anette
TrivselsGuide

 

PS. Hvis du også har biblioteker inde i hovedet – eller overvejer at få det – så skriv mig en lille kommentar. Vi ku’ jo starte en klub…

Ku’ du bruge mine ord? Så kan andre måske også. Del endelig så meget du har lyst til.

Vil du ha’ et hint, når jeg har noget nyt på hjerte? Så kan du følge med her