Currently viewing the tag: "trivsel"

Champagnebrunch TrivselsGuide Hvis du kender mig eller har fulgt mig i et stykke tid, så har du nok fået en fornemmelse af, at jeg er (blevet) rigtig god – faktisk somme tider måske lidt for god – til at sætte mig ned med en dejlig kop kaffe og nyde øjeblikket.

Uden stress. Midt i det hele.
Selvom det roder omkring mig.
Og vasketøjet endnu ikke er blevet til vasketøj, men stadig bare ligger i en beskidt bunke på gulvet.
Og tv’et er så støvet, at det efterhånden ligner atmosfæriske forstyrrelser på skærmen.

Ja. Det kan jeg sagtens.
Det er længe siden, jeg gjorde op med det gamle ord ”Du skal yde, før du kan nyde!”.
I langt de fleste tilfælde gi’r det mere mening at nyde, før vi yder.
For hvis ikke vi har overskud på vores personlige trivselsbalance, hvad skal vi så dele ud af? Hvordan skal vi så kunne yde noget?

Det er også længe siden, jeg slap den dårlige samvittighed over, at der ikke er superrent hjemme hos os, og over at jeg snildt kan finde på at købe mig til nybagt kage – hvis altså det er nemmere at komme til bageren end at kaste en dej sammen selv i en fart.
Og så videre.
Men i sidste weekend blev jeg udfordret på noget, jeg ikke var klar over, ville sende mig til tælling.
Jeg følte mig virkelig snigløbet. Af ingen andre end…mig selv.

Min mand og vores 3 efterhånden store drenge gav mig til morsdag et gavekort på en weekendtur, hvor jeg ikke skulle røre en negl, men have alt serveret – næsten på et sølvfad. Jeg skulle læne mig tilbage og lade andre sørge for alt. Mens jeg kun tænkte på mig selv og min helt personlige trivsel.
Dejlig gave!

Dronning i vildrede
Allerede mens jeg sad med benene oppe og ventede på, at første programpunkt blev kørt i stilling (Champagnebrunch med alt, hvad der hører til sådan en – lavet af min søde mand), ramte det mig første gang: ”Jeg kunne jo lige hente…” ”Jeg kunne lige hjælpe med…”
Min dårlige samvittighed blomstrede i fuldt flor over bare at sidde der, mens en anden vartede mig op.
”Det er skønt at være dronning!” forsøgte jeg at overbevise mig selv om. Og alle, der gad høre på mig.
Men jeg var helt i vildrede indeni.
Jeg, som plejer at smække benene op midt mellem ufærdige projekter og ugjorte pligter! Og flade ud med den bedste samvittighed.

Hej autopilot – stop nu!
Jo længere vi kom i det forkælelses-program, jeg var hovedperson i, jo tydeligere blev det for mig, hvor svært jeg har ved at være den, der bliver forkælet.
Det gik op for mig, at mit store hjerte og min veludviklede fornemmelse for andres behov arbejder på autopilot, selv når jeg (udtrykkeligt) beder om standby-funktionen. Og får mig til – helt pr. impuls – at være klar til at servicere og hjælpe andre.
I stedet for at læne mig tilbage, og lade andre gøre noget for mig.
Det er ude af min kontrol!

Men sådan skal det ikke blive ved med at være.

Og det første store skridt er taget. Opmærksomheden på balladen og erkendelsen af, at jeg her har et arbejdspunkt, har i sig selv allerede flyttet en masse for mig. Så nu skal jeg øve mig i at tage imod!

I virkeligheden ikke det værste at skulle øve sig på, vel?

Hvis du også har en smule svært ved at være dronning, er du mere end velkommen til at dele din oplevelse herunder.
Det gælder selvfølgelig også, hvis du ikke har svært ved det, men har lyst til at give et godt råd videre fra din trone.
(Del også meget gerne bloggen på de sociale medier, hvor du måske kender andre – kommende – dronninger.)

Kærligst
Anette
TrivselsGuide

Øjeblikke - TrivselsGuideEn uge i oktober. Solfaktor 30 og ternede badebukser, str. 11. Min yngste søn og jeg på Santorini. Vidunderligt.
(Trængte pludselig sådan til at tænke på noget andet end december. Håber du vil tænke med?)

På denne tur var vi bare to. To som begge trængte til at geare ned uden stress, finde ro og nyde at være til, være sammen.
For mig handler ro om at mærke mig selv. Helt stille i fuldstændigt nærvær…

Hvordan kan man det med en glad og nyhedssøgende 11-årig som rejsefælle?
Ja, det kan man heller ikke altid.
Men jeg var ekstremt opmærksom på at finde de små oaser med mulighed for fokuseret ro. At finde rammer, hvor han kunne være rolig med mig. (Det har 11 årige krudtugler også brug for) Eller rammer, hvor han kunne udforske, opleve, føle sig stor og selvstændig – uden fare. (For ellers kunne jeg jo heller ikke være rolig.)
Klippe-knolde-samlinger i vandet (i passende afstand fra stranden til at udfordre ham og berolige mig) og snorkel og dykkerbriller.
En rolig stund ved poolen, hvor han gik en tur alene i den lille by for at købe en souvenir til bedstevennen.
Og stjernestunden – en af de mange jeg tager med mig hjem som et ekstra kært minde:

Stjernestund med solnedgang

Vi sad på en trappe i den smukkeste by jeg nogensinde har set. På første parket ventede vi på en fuldstændig fantastisk solnedgang over havet. Der var en heftig, forventningsfuld summen fra hundredvis af turister med kameraer i skudklar stilling, og en helt fantastisk stemning.
Ro? Ja, på en helt særlig måde. Ro indeni. Her sad vi, og skulle ikke andet den næste time, måske mere. Sønneke blev en smule rastløs og gik et par ture “ud og hjem igen”. Accepterede uden tøven, at det her var godt og rigtigt.
Senere, en kæmpe solnedgang-sammen-med-næsten-en-million-andre-turister-oplevelse rigere, udbrød han: “Det her er den bedste ferie, vi nogensinde har haft!”
At den replik sikkert var hjulpet en anelse på vej af en lækker pizza og en kæmpe chokolademilkshake, slår ikke skår i noget for mig. Velvidende, at den er hørt før og sikkert også lyder næste gang, vi tar afsted , er jeg sikker på den kom fra hjertet.

Biblioteker i hovedet

De små øjeblikke af lykke – og de lidt længere stjernestunder – samler jeg i mit indre bibliotek. På fine hylder ligger de.
Når jeg har brug for at genkalde mig følelsen, de knytter sig til, kan jeg hente dem frem igen.
De kan gi’ mig varme, mod, forståelse, ro – og de der helt særlige dryp af glæde, som letter tristhed og giver min trivsel et løft.

Dagen efter sad vi i solen på stranden og fandt mikro-sneglehuse i gruset. Det var med at udnytte snorklepauserne til gode snakke, og jeg bragte vores solnedgangstur på bane. Da jeg beskrev mit indre bibliotek med en lykkehylde, en ro-hylde osv. og fortalte om, hvordan jeg lægger øjeblikke på lager der, sagde sønneke med (kærligt) eftertryk: “Du er altså ikke helt normal, mor! Jeg kender ingen andre forældre, der har biblioteker inde i hovedet…”

Få sekunder senere sad han langt ude i vandet på en klippeknold og nynnede, mens hans hvide hår lyste i solen. Og forærede mig endnu et dryp af glæde. Til mit bibliotek…

Kærligst
Anette
TrivselsGuide

PS. Hvis du også har biblioteker inde i hovedet – eller overvejer at få det – så skriv mig en lille kommentar. Vi ku’ jo starte en klub…

Ku’ du bruge mine ord? Så kan andre måske også. Del endelig så meget du har lyst til.

At braende uden at braende ud - TrivselsGuide.dk“Tillykke” tænker jeg, hver gang jeg hører nogen fortælle, hvor dejligt det er at arbejde med mennesker. Og bli’r oprigtigt glad.
For det er jo så hamrende vigtigt, at alle, der overhovedet overvejer at arbejde med mennesker, brænder for det og trives med det.

En lillebitte alarmklokke begynder at bimle, hvis fortællingen udvikler sig til en uforbeholden lovprisning af , hvor skønt det er at kunne hjælpe og gi’ noget til andre.
I hvert fald hvis jeg slet ikke hører antydningen af, at der også kommer noget den anden vej. Eller i det mindste spotter en opmærksomhed på, at der hele tiden skal være noget at gi’ af.
Så bli’r jeg bekymret for, om “missionen” vil ende i stress eller psykisk nedslidning.

Den indre ressourcetank

Fuldstændig ligesom en bil har vi brug for brændstof. Som i menneske-sammenhæng er ressourcer og energi.
Belastninger og udfordringer i vores hverdag storforbruger af den energi og de ressourcer vi har, og derfor skal vi hele tiden fylde nyt på vores indre ressourcetank. Ellers løber den tør, og vi bliver stressede eller nedslidte. Det handler om balance. Fuldstændig som en gammeldags vægt med lodder på vægtskålene.

Måske kender du det. (Jeg gør…)

Du står med et ufattelig vigtigt projekt. En vildt sårbar ung. En gruppe udsatte børn, en indsats som bare skal lykkes…
Ildsjælen er i flammer for at gøre en positiv forskel for nogen, som virkelig har brug for det. Krævende, hårdt, spændende, nødvendigt.

Samtidig er der måske kolleger, der har en anden holdning, kører på frihjul eller er negative. Og en ledelse, der er presset af budgetter og politikker på området eller bare ikke er ledelsesopgaven voksen.

Og så har jeg slet ikke nævnt alt det andet. Den runde fødselsdag, som skal arrangeres. Knæskaden, der gør ondt. Parforholdet, der giver natlige spekulationer. Barnet derhjemme, som ikke trives. Den dårlige samvittighed over ikke at være nok for nogen. Skrammerne fra barndommen, som de fleste har ondt i – lidt eller meget. Eller alt det andet.

Fyld det rigtige på tanken

Jeg ville ønske, at jeg kunne gi’ dig opskriften på en altid fyldt tank. Men sådan er virkeligheden ikke. Alle mennesker er forskellige, og derfor er det også helt forskelligt hvad der stresser os og hvad der gi’r os ressourcer og energi. Derfor kan du aldrig være sikker på, at de gode “ekspert-råd”, som du sikkert er stødt på, vil virke for dig. Du må derfor selv – evt. med støtte fra andre – finde DIN EGEN OPSKRIFT.

Det gør du bedst ved at sætte dig ned et roligt sted og mærke efter. Tænke og mærke. Og skrive ned:
Hvad giver dig energi / ressourcer? Hvilke mennesker gør det samme? Hvad har du brug for, for at føle dig glad, rolig, energifyldt og i balance?
Hvad dræner dig? Hvem dræner dig? Du skal omkring både dit arbejdsliv (eller det, du bruger dine dage på), dit familie-/ privatliv, fritiden og andre livsområder, som har betydning for dig. Småt og stort.
Når du går i gang med at undersøge og mærke efter, hvad der skal puttes i din ressourcetank, kan du måske bruge et hjælpeark at styre efter. Hent ark med Ressourcetanken ved at klikke her.
Det er ikke et arbejde du bliver færdig med på en gang. Du kan med fordel vende tilbage til det hver gang du kommer i tanker om noget mere. Så vil du efterhånden ha’ et helt katalog over, hvad du helst skal undgå, og hvad du gerne skal have mere af for at trives og undgå stress.

Oaser og god mad

Når min ressourcetank er ved at løbe tør, har jeg brug for flere pauser i mit arbejde eller mere alene-tid derhjemme. Så trænger jeg til at blive forkælet med lækker mad (som gerne må være sundt).  Der er sikkert nogle bekymringer, som jeg skal ha’ snakket med nogen om, og måske nogle aftaler jeg skal sige nej tak til.
Hvis der er for svære udfordringer i mit arbejdsliv, er det helt sikkert, at jeg bli’r påvirket af det. Måske kan jeg ikke ændre situationen, men jeg kan arbejde med den måde, jeg tænker om den på. Og jeg kan være mere selvkærlig, gøre ting, der er rare for mig, så jeg kommer mere i balance. På den måde sørger jeg for at fylde mere på tanken, samtidig med at der bruges mere energi. Det gi’r god mening, ikke? Men det er sikkert noget andet, der virker for dig…?

Hvad så mere…?

I de kommende indlæg her på bloggen vil jeg komme med en række ideer til, hvordan du helt konkret kan arbejde med at holde tanken fyldt op, så du ikke mister balancen. Eller så du finder den igen.
Nogle gange med udgangspunkt i mit eget liv. Næste gang afslører jeg f.eks. at jeg ikke er helt normal. Men det har du måske allerede fundet ud af…

Hvis du kender nogen, som vil ha’glæde af at læse med, må du selvfølgelig meget gerne dele på de sociale medier, og hvor du ellers kommer forbi.

Kærligst
Anette
TrivselsGuide

 

Travlhed giver ikke stress - TrivselsGuide.dkNår du arbejder med mennesker, har du selvfølgelig travlt med at være professionel og udføre de konkrete opgaver, der knytter sig til dit fag.
At undervise, udføre pleje, gøre rent, tage på ture med børn, sørge for mad, sætte hår, holde samtaler, lave arbejdsplaner.

Eller det, som er opgaven der, hvor du er.

Hvis sværhedsgraden i den slags opgaver passer til dine kompetencer og kvalifikationer, vil de sikkert ikke virke stressende i sig selv.

Selvom du har travlt og bliver træt.

Hvis du har væsentlig flere opgaver end tiden rækker til, er der grund til ekstra opmærksomhed.
Og grund til at få kigget på det sammen med ledelsen.

Det samme gælder, hvis det fysiske arbejdsmiljø er belastende.
Og det psykiske.
Her kan ligge masser af brikker til dit stress-puslespil.

Dertil kommer alle de andre ting, der kan stresse de fleste – uanset erhverv.


Stressorer for mennesker der arbejder med mennesker

Udover alt dette skal du som “menneske-arbejder” også cope med nogle helt specifikke belastninger, som ikke er for tøsedrenge.
Og som ikke nødvendigvis har noget med travlhed at gøre.

Den største og hårdeste (og mest spændende) opgave er for de fleste af os at skabe, vedligeholde og udvikle relationer. Og være nærværende i dem.

Foredrag: Ha' hjertet med på arbejde - Uden at dø af stress. TrivselsGuide.dk

Det, der slider er:

  • Langvarigt nærvær

    Selv erfarne professionelle slides af nærvær.
    Psykolog Ole Schouenborg siger, at f.eks. pædagoger maximalt kan være nærværende i forhold til børnene 3 timer om dagen.
    Og selvom vi “bare” er på standby og har “radaren tændt” bruger vi enorme mængder mental energi på at fornemme og følge med i, hvad der sker omkring os.
    (Især hvis vi er særligt sensitive)

  • Følelsesmæssig dissonans

    Vi viser de følelser, som er hensigtsmæssige, selvom vi i nogle situationer føler noget andet.
    Hvis vi har mest lyst til at råbe vredt efter en borger / et barn, gør vi det ikke.
    I stedet lægger vi bånd på vreden og frustrationen og viser en behersket udgave af os selv.
    Hvis vi ikke bryder os om en klient, kan vi ikke vise det, fordi vi ved, at han har brug for at føle sig positivt mødt.

  • At rumme traumer

    Vi møder tragiske skæbner og voldsomme historier.
    Og selvom vi ihærdigt prøver at holde dem “udenfor” os selv, sker det alligevel for de fleste, at nogle kommer lidt for meget “ind under huden”. Vi kommer til at svinge mellem at give omsorg og holde afstand, og det er hårdt. Og den viden vi får om tragedier og traumer kan flytte på vores egen personlige oplevelse af sikkerhed og tryghed i verden.

  • Ikke at kunne hjælpe (nok)

    Når vi har et stort hjerte, vil vi gerne redde mennesker, der har det svært, og hjælpe dem til et bedre liv.
    Når det ikke lader sig gøre, kommer vi let til at føle, at vi ikke slår til.
    At vi ikke lykkes.

Introvert? TrivselsGuide.dk


Hvorfor skal jeg vide det?

Sådan tænker du måske.

Det skal du, fordi bevidstheden om, hvad der dræner din energi og gør dig stresset, er det første vigtige skridt til bedre trivsel.

Hvis du ikke ved, hvad du er oppe imod, kan du ikke gøre noget ved det.

Og når du for alvor forstår, at der er gode grunde til at føle dig drænet og stresset, forfalder du ikke så let til at tænke, at det bare er dig, der er slatten og ikke dygtig nok.

Det har i høj grad betydning for din trivsel.


Selvfølgelig slutter historien ikke her

Den fortsætter i senere blogindlæg, hvor du får nogle af mine bud på, hvordan du kan passe på dig selv, så du undgår stress.
Selvom de indbyggede belastninger er store for mennesker der arbejder med mennesker.

De bedste hilsner,

Anette Christensen
TrivselsGuide

Ps. Hvis du synes indlægget var værd at læse, kan andre måske også få glæde af det. Del det endelig, hvis du har lyst.
Og skriv meget gerne en kommentar herunder.

TrivselsGuide.dkIndrømmet. Engang imellem kommer jeg i tvivl. Om jeg er rigtig velforvaret.

Ikke fordi jeg har et stort hjerte og et håb om en bedre verden. For det er da ok.

Heller ikke fordi jeg med efterhånden mange års erfaring blandt mennesker som arbejder med mennesker er blevet pænt god til at skabe gode rammer for det gode møde med andre, der har brug for inspiration eller støtte (altså ikke den slags møder, hvor en dagsorden håndhæves af en mødeleder for at nå igennem punkterne til tiden, men mødet mellem mennesker, som finder en sælsom, næsten magisk kontakt og skaber en forbindelse, som gør godt).

Nej, jeg kommer i tvivl, fordi jeg ved at arbejde med mennesker – sammen med alle I andre – placerer mig gennemført præcist i farezonen, hvor jeg hele tiden må balancere hårfint på grænsen mellem trivsel og stress.

Fordi jeg kun lykkes med mit arbejde, når jeg er personlig og bruger min empati, mit nærvær og mit hjerte. Og fordi det lige præcis er noget af det, der slider, tapper og stjæler min energi, hvis jeg ikke passer usandsynlig gevaldigt på. Siger flere undersøgelser og statistikker.

Men hvorfor så udsætte sig selv for det? Hvad er det dog, der gør, at så mange hjertevarme, ildsjælsprægede og knalddygtige mennesker som arbejder med mennesker – SOSU-folk, pædagoger, lærere, sygeplejersker, ergoterapeuter, socialrådgivere, mentorer og andre med daglig menneske-kontakt – kæmper og knokler utrætteligt for andre? Og risikerer liv og helbred for det?
Tja…

Det giver jo mening…
… at gøre noget for andre. Når indsatsen giver os en oplevelse af, at vi gør en betydende forskel for det menneske, hvis liv eller lykke vi holder i vores hånd, føler vi os til gavn. Måske efterhånden en halvslidt floskel, men ikke desto mindre ofte den grund, der nævnes først, når nogen spø’r. Florence Nightingale følte arbejdet som et kald, og vi trasker afsted i hendes fodspor i en 2013-version, som dog nok er moderniseret en kende. Men de store hjerter florerer i bedste velgående. (Jeg kender i hvert fald mindst et par stykker…)

Gamle sår heles…
… i takt med at vi møder mennesker, med kvababbelser, der minder om dem, vi selv har bøvlet med eller kender fra vores eget liv. De sår, som har været smertelige for os selv, har givet os en ballast, som vi gerne vil berige andre med. Hjælperen, som selv har haft et misbrug, ved f.eks. præcist hvad den aktive misbruger gennemlever, og kan i sit vellykkede hjælpearbejde finde en form for værdi og ro, som virker helende. I bedste fald. Der er masser af faldgruber for den hjælper, som ikke er tilstrækkelig afklaret omkring sin egen fortid og egen sårbarhed.

Vi udvikler os selv…
… når vi lærer, hvad der udvikler og forandrer andre. Hele processen, der forvandler den nye og uprøvede i faget til en garvet, velkvalificeret professionel, er i bedste fald en personlig udviklings-tour de force, som resulterer i større indsigt i livet og genvordighederne – og ikke mindst hvad vi selv indeholder, ønsker og føler. En gevinst, som nærer den umættelige trang til at forstå os selv – og ja, resten af menneskeheden – som vi også bærer rundt på. I al beskedenhed.

Verdensbilledet nuanceres…
… i mødet med mennesker, som lever under helt andre vilkår og med helt andre værdier end dem, vi kender. Vores rummelighed og tolerance folder sig ud (medmindre vi slides så meget psykisk, at vi tvinges til at holde så meget “professionel” afstand, for at skærme os selv, at vi bliver kolde og småkyniske) og vi bliver anerkendelses-eksperter, som uden de store problemer kan favne de problemstillinger og behov vi møder. Måske sættes vores eget liv alvorligt i relief, når vi møder mennesker, som kæmper og klarer sig trods odds, der ville få os selv til at gå bagud af dansen. Og vores private problemer har tendens til at blegne i sammenligningen, hvilket heller ikke er at kimse ad.

SÅ der er grunde nok for os mennesker som arbejder med mennesker. Ingen smalle steder her! Og du sidder måske endda og tænker på et par stykker mere?
Ligeså forskellige vi er, ligeså forskellige er vores motiver og bevæggrunde sandsynligvis. Heldigvis.

Det vigtige er, at der stadig er hjertelige mennesker nok, som tager chancen og kaster sig ud i det fantastiske eventyr det også er – at arbejde med mennesker.
For uden glade, engagerede og risikovillige fantaster var verden et trist sted at være.

Husk at sige tak til dig selv, hvis du er en af dem.
Og til de andre du møder ude i verden. Det luner altså i svinget!

Kærligst
Anette