Giv dine drømme vinger - TrivselsGuide.dk

“Nææh, det kan ikke lade sig gøre for mig!” “Mindre kan jo også gøre det.”
Tidligere var jeg sådan en, der altid spændte ben for mig selv. Næsten uanset hvad jeg fik lyst til eller drømte om, var jeg selv først på pletten til at skyde det ned.

Om to uger tager jeg min yngste søn med til en lille græsk ø og bliver der i en måned. Uden at ha’ råd. Og måske stik mod almindelig fornuft.
For mine drømme skal ha’ vinger…

 

Giver du dine drømme vinger?

Hvad gør du, når der er noget, du rigtig gerne vil? Eller noget, du brændende ønsker at forandre?

  • Vender du alle muligheder (og umuligheder) for at opnå det, du ønsker?
  • Kaster du dig hovedkuls ud i det, uden at vide om du kommer i mål?
  • Eller skynder du dig at beslutte, at det ikke kan lade sig gøre for dig?

Hvis du genkender den sidste mulighed, er du bestemt ikke alene. Det kan være giftigt svært at tro på at det, du drømmer om, virkelig kan lade sig gøre. Det ved jeg, for jeg har jo været der selv.
Selvfølgelig er der drømme, der er så “store”, at du kan blive nødt til at justere dem i forhold til virkeligheden. Eller arbejde på virkeliggørelsen i meget lang tid.
Men ofte er mulighederne langt større, end du forestiller dig.
(Lige præcis den sætning provokerede mig voldsomt, mens jeg stadig hang seriøst fast i min overbevisning om, at mine muligheder var begrænsede. Så hvis du bliver ramt eller vred over at læse dette, kan jeg sagtens følge dig.)


Drømme og ønsker, som folder sig ud

For nylig har jeg mødt en masse dejlige mennesker på mine workshops rundt omkring i landet.
Flere af dem kom med usikkerhed, tvivl og store frustrationer over deres arbejdsliv, deres personlige velbefindende eller deres relationer til andre.
Og flere af dem gik hjem med en helt ny energi på at virkeliggøre drømme og ønsker, som de aldrig havde givet plads før. Eller tillade sig selv at leve i overensstemmelse med de følelser og tanker, som de før havde set som forkerte.

En leder, der drømte om at arbejde som healer, men aldrig før havde turdet sige det højt.
En succesfuld selvstændig, der ville begynde at give sig selv lov til at være følsom og slippe sin forventning om at skulle det umulige.
En ambitiøs erhvervskvinde, som fik næring til sin forfatterdrøm.
En stressramt, der faldt til ro i visheden om, at det er ok i lang tid kun at have fokus på sig selv.
Og alle de andre…


Somme tider er det ikke så meget, der skal til…

…for at folde mulighederne ud og finde veje at gå, som du ikke før har set.

  • Måske er det at snakke med andre om det, der føles vigtigt for dig, og finde styrke i at sige det højt?
  • Måske er det at føle dig selv og dine drømme genkendt i andres liv og fortællinger?
  • Måske er det at bede om hjælp i dit netværk?
  • Måske er det at tage en beslutning om dit helt personlige første lille skridt i en anden retning?
  • Eller måske er det at miste fodfæstet for en stund, for så at lande igen et andet sted – tættere på dig selv?

Svaret findes i dig selv

Det handler om at være så stille, at du kan høre det.
Og så modig, at du begynder at handle på det, du hører…

Kærligst
Anette Christensen
TrivselsGuide

 

PS. Kender du nogen med drømme, som har brug for vinger? Eller nogen, som har brug for at drømme lidt mere?
Så del endelig mine ord.
Og har du lyst til at dele dine egne drømme, er der masser af plads i kommentarfeltet herunder…

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.